Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Født i dammark i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener fra Tjetjenien, Rusland, og russisk statsborger. Det fremgår af sagen, at klageren blev født i Danmark [i efteråret] 2004, og at hun [i foråret] 2005 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Rusland. Klageren var mindreårig og udrejste med sin mor. [i foråret] 2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Klagerens opholdstilladelse er dermed som udgangspunkt bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Spørgsmålet er herefter i første omgang, om klageren frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Hvis dette ikke er tilfældet, indebærer bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 4, at opholdstilladelsen ikke bortfalder efter stk. 1. Klageren har om dette spørgsmål oplyst navnlig, at hun udrejste af Danmark sammen med sin mor og søskende, idet de frygtede, at de ville blive tvangsfjernet af de danske myndigheder. Hun har forklaret, at det skete for at beskytte hende og de andre børn. Klageren har endvidere anført, at det var forældrenes beslutning at udrejse, og at hun, der på daværende tidspunkt var [10-15] år, ikke havde taget aktivt stilling til at opgive sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren som mindreårig var underlagt beslutninger truffet af sine forældre, der havde forældremyndigheden, og at forældrene havde ret til at bestemme, hvor klageren skulle bo, også selv om det kunne have vidtrækkende konsekvenser for hende. På denne baggrund, og i øvrigt af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder nævnet, at klageren må anses for at have taget frivilligt ophold i hjemlandet, og at udlændingelovens § 17, stk. 4, derfor ikke kan føre til, at opholdstilladelsen ikke bortfalder efter stk. 1. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at der ikke er oplyst om omstændigheder, der efter udlændingelovens § 17, stk. 2, kan begrunde, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, ligesom bestemmelsen i lovens § 17, stk. 3, om genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning heller ikke kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Om udlændingelovens § 17 a bemærker Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren ikke har benyttet sig af muligheden for at fortryde sin repatriering til Rusland inden fristens udløb, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1. Det forhold, at klagerens mor valgte at frafalde sin rettidige anmodning om dispensation fra bortfald af sin egen og klagerens opholdstilladelse, kan ikke føre til en anden vurdering, idet klageren som mindreårig som nævnt var underlagt beslutninger truffet af sine forældremyndighedsindehavere. Da klageren herefter først på ny søgte om dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse [i sommeren] 2022, tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 17 a ikke kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Klageren er født i [efteråret] 2004 i Danmark, hvor hun har boet sammen med sine forældre og søskende. Hun gik i skole i Danmark indtil [vinteren] 2017, hvor familien valgte i det væsentlige at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, idet klageren udrejste til Rusland sammen med sin mor og søskende, fordi forældrene frygtede, at børnene ville blive tvangsfjernet af de danske myndigheder. Klageren var på daværende tidspunkt [10-15] år. Hun taler og skriver dansk. Hun har boet hos sin mor og sammen med sine søskende i Rusland siden udrejsen af Danmark. Hun har gået i 7., 8. og 9. klasse i Rusland. Hun taler og skriver russisk. Klagerens far bor fortsat i Danmark, men Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand mellem klageren, der i dag er 21 år, og hendes far i Danmark. Flygtningenævnet finder derimod, at hendes forhold til sin far udgør en del af hendes privatliv. Nævnet finder således, at en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hendes ret til privatliv. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold vurderes et bortfald af hendes opholdstilladelse ikke at udgøre en krænkelse af hendes ret til privatliv efter EMRK’s artikel 8. Flygtningenævnet her herved lagt vægt på, at hun ikke har opholdt sig i Danmark i efterhånden en del år, og at hendes tilknytning til Rusland, hvor hun har haft en væsentlig del af sin skolegang og tilværelse, og hvor også hendes mor og søskende opholder sig, er omtrent lige så stor som hendes tilknytning til Danmark. Bortfald af hendes opholdstilladelse vil derfor ikke være i strid med hendes ret til privatliv. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Da klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet.” rusl/2026/22
