Nævnet stadfæstede i juni og 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2025 idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens §216 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og [religion] fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Eritrea. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget i militærtjeneste eller at komme i fængsel i Eritrea. Klageren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er udrejst ulovligt af Eritrea, at han i Danmark har deltaget i debatter på de sociale medier mod styret, samt at personer i militærtjeneste i Eritrea enten er tvunget til at slå folk ihjel, ellers bliver de selv slået ihjel. Klageren har videre anført, at han to gange er blevet indkaldt til militæret. Dette skete inden hans udrejse, og indkaldelserne blev sendt via brev til hans daværende adresse. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2026, at styrelsen har fundet, at klageren, som er i den værnepligtige alder og har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste i Eritrea, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Styrelsen har således truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, da han isoleret set er omfattet af lovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han er i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea, hvilket han ikke ønsker på grund af forholdene. Klageren kan således ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved [byrets] dom af [vinteren] 2025 er klageren straffet med fængsel i 3 år for voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, til dels jf. § 225, og til dels jf. § 21. Han er ved dommen endvidere udvist af Danmark for bestandig. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren hermed er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om en udlænding må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klageren er som nævnt ved [byrets] dom af [vinteren] 2025 fundet skyldig i personfarlig kriminalitet af særlig grov karakter i form af voldtægt, for hvilket han er idømt en straf på fængsel i 3 år samt udvist for bestandig. Forholdet er begået i [sommeren] 2024. Det fremgår af [byrets] dom, at retten ved strafudmålingen lagde vægt på karakteren og grovheden af forbrydelsen og omstændighederne, hvorunder den blev udøvet, idet retten har fremhævet, at klageren gennemførte voldtægten i sin lejlighed, mens [antal] andre personer fastholdt forurettede, og at han også forsøgte anal voldtægt og gennemførte oral voldtægt mod forurettede. Retten har i forbindelse med udvisningsspørgsmålet endvidere vurderet, at klageren må anses for en trussel mod andre personers sikkerhed og rettigheder. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, herunder henset til den nævnte karakter og grovhed af klagerens kriminalitet, der er begået i 2024, at han må anses som en fare for samfundet i Danmark, idet det samtidig bemærkes, at de foreliggende oplysninger om hans personlige forhold, herunder at han ikke i øvrigt er straffet, eller oplysningerne om hans adfærd under afsoningen, ikke kan føre til en anden vurdering. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren er født i Eritrea, hvor han gik i skole og havde sin opvækst og ungdomsår. Han arbejdede flere år i Eritrea som møbelsnedker. Han indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 som [20-25-årig]. Han har ikke familie i Danmark. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har forældre i Eritrea og søskende i Eritrea og Uganda, som han fortsat har kontakt med. Han har nogle kammerater i Danmark. Han havde i en årrække op til sin anholdelse arbejde i Danmark. I sin fritid dyrkede han sport. Han har ikke fuldført sprogundervisning i Danmark, men han forstår og taler dansk. Han skriver ikke dansk. Han taler og skriver tigrinya. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og forbrydelsens grovhed, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er således ikke til hinder for, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2026/9
