Nævnet hjemviste i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Senest indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Jordan. Ansøgeren har oplyst at han er født i [europæisk land], og at han og hans familie flyttede til Danmark, da ansøgeren var [4-7] år, hvor de boede frem til [2016-2021], hvor de rejste tilbage til Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter en familie, som vil slå ansøgeren, hans bror og far ihjel. Ansøgerens far kom op at slås med en mand fra denne familie, og ansøgerens far slog ham i baghovedet, hvilket medførte, at manden har mistet følingen i armen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familien kom til Jordan i 2019. Ansøgeren og hans lillebror startede herefter i en skole, hvor de blev mobbet, da de ikke talte ordentligt arabisk. Ansøgeren og hans lillebror skiftede derfor ofte skole. De skiftede til en skole ved navn [skolenavn], og her startede mobningen med det samme. Ansøgerens lillebror blev udsat for den værste mobning. I [sommeren] 2023 blev ansøgerens lillebror en dag seksuelt chikaneret af tre drenge på et toilet på skolen. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete på toilettet, da ansøgerens lillebror kun har fortalt det tit deres forældre. Ansøgerens lillebror undslap drengene på toilettet, og han løb hjem og fortalte om det til deres far. Samme dag tog ansøgerens far hen på skolen og ventede på en af drengene. Drengen var meget flabet over for deres far, og ansøgerens far tog fat i drengen. Drengen løb væk fra ansøgerens far, og cirka fire til fem minutter senere kom drengen tilbage med tre til fem personer fra sin familie, hvoraf den ene var drengens far. Ansøgerens far ville gerne tale med drengens far, men det ville drengens far ikke, og han angreb ansøgerens far med det samme. Ansøgerens far blev nødt til at forsvare sig, og han fik fat i en stor pind, som lignede et bat, og ansøgerens far slog drengens far med battet i baghovedet, hvorefter drengens far faldt sammen og begyndte at ryste. Ansøgeren, hans far og lillebror stak af fra stedet med det samme, og de tog hjem til ansøgerens bedsteforældre, hvor de straks begyndte at planlægge, hvordan de skulle forlade Jordan. 10 dage efter udrejste de af Jordan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter de generelle forhold, da han ikke vil have nogen fremtid i Jordan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han er vant til skole i Danmark og den danske tankegang, og at han gerne vil være i Danmark. Ansøgerens mor vil også gerne have deres familie i Danmark, da hun frygter, at der vil ske dem noget i Jordan. Ansøgeren har også sine venner i Danmark, og han føler sig tryg i Danmark. Ansøgeren kan kun tale lidt arabisk. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og at han ikke ønsker dette. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der nu er krig i Mellemøsten, og Jordan indkalder unge mænd til hæren. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2024/2025] ansøgeren og ansøgerens bror afslag på asyl vedrørende en angivelig konflikt af privatretlig karakter som ansøgeren, ansøgerens bror og far havde overfor en familie i Jordan. På dagældende tidspunkt oplyste ansøgeren og ansøgerens bror, at deres far ikke befandt sig i Danmark. [I foråret] 2025 indgav ansøgerens far ansøgning om asyl. [i foråret] 2025 besluttede Flygtningenævnet herefter, at sagen skulle hjemvises sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på sambehandling af ansøgerens, ansøgerens brors og ansøgerens faderens asylsager. [I vinteren 2025/2026] meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på asyl, hvor faderens oplysninger var inddraget, men hvor ansøgeren ikke var blevet partshørt herom. [I vinteren 2025/2026] meddelte Udlændingestyrelsen faderen afslag på asyl. Faderens afslag på asyl omfattede også ansøgerens bror. Flygtningenævnet finder, at det er kritisabelt, at Udlændingestyrelsen ikke har partshørt ansøgeren vedrørende faderens forklaring i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Da ansøgeren ikke er blevet partshørt vedrørende faderens forklaring under Udlændingestyrelsens fornyede behandling, finder Flygtningenævnet, at her er tale om en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at sagen på denne baggrund skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en partshøring af ansøgeren i forhold til den af faderen afgivne forklaring for Udlændingestyrelsen.” jord/2026/3/sesc