Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2023 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 121, § 276, herunder til dels § 21, § 276 a og § 293, stk. 1, samt færdselsloven og lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [by], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter grupperingen Majles Al-Sawi. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 8-årig meldte sig ind i Fatah, fordi han havde det svært i skolen, og fordi man af Fatah modtog penge for at være medlem. Efter et par år valgte klageren i stedet at blive medlem af Majles Al-Sawi, fordi de betalte deres medlemmer bedre. Klagerens fætter, [A], deres fælles ven og dennes lillebror blev også medlemmer af Majles Al-Sawi. Klagerens opgaver for Majles Al-Sawi bestod blandt andet i at stå vagt og modtage træning i at flyve svævefly med henblik på at udføre missioner for grupperingen. Som medlem af Majles Al-Sawi fik man endvidere kendskab til grupperingens hemmelige missioner. På et tidspunkt ønskede vennens lillebror at forlade Majles Al-Sawi, hvilket man ikke kunne. Klageren og hans fætter fik ordre til at slå vennens lillebror ihjel og fik samtidigt at vide, at hvis ikke de gennemførte drabet, ville de selv blive slået ihjel. Efterfølgende holdt klagerens far klageren skjult i familiens hus i [by] i to måneder, inden de sammen udrejste af Libanon. I løbet af de to måneder mødte personer fra Majles Al-Sawi op på familiens bopæl cirka én gang om ugen, hvor de spurgte efter klageren. Klagerens far oplyste til de fremmødte, at han ikke vidste, hvor klageren befandt sig. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at grupperingerne i Libanon vil finde ud af, at han i Danmark har begået kriminalitet og taget stoffer, og at grupperingerne derfor vil angive ham, hver gang der bliver begået kriminalitet. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han som følge af sin helbredsmæssige situation ikke kan vende tilbage til Libanon, idet han der ikke vil kunne modtage den nødvendige behandling. Klageren har endelig henvist til, at der fortsat er krig i Libanon, og at han ikke kender nogen i Libanon og derfor ikke ved, hvordan han skal kunne leve der. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., og at der således skal foretages en asylretlig vurdering i forhold til Libanon, hvor han er født og har haft bopæl indtil sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han sammen med sin fætter af grupperingen Majles Al-Sawi blev tvunget til at slå en anden af deres venner ihjel. Der er herved lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt herom. I forbindelse med dommen [fra foråret] 2018, hvor han blev udvist betinget første gang, og ved § 26-afhøringen [fra efteråret] 2020 i forbindelse med, at klagerne igen risikerede udvisning, forklarede han alene, at han havde været en del af Fatah fra han var 9-12 år og kun havde trænet, men at hans fætter sammen med nogle venner havde begået et drab i Libanon. Først i forbindelse med denne sag har klageren forklaret om Majles Al-Sawi og om, at han og fætteren af denne organisation blev beordret til at slå vennens lillebror ihjel. Denne forklaring har han nu igen fragået, idet han for nævnet har forklaret, at han ikke var klar over, at drabet skulle finde sted, at han ikke deltog i det, men alene overværede det. Dette svækker klagerens generelle troværdighed, men selv hvis klagerens forklaring for nævnet om sit asylmotiv – at han alene overværede drabet og ikke havde andel i det – lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke med henvisning hertil har sandsynliggjort, at han i dag er i risiko for overgreb eller forfølgelse, der kan begrunde asyl. Han har således efter denne forklaring ikke haft en særlig rolle i drabet, men alene set det blive begået sammen med de andre i lejren. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren udrejste af Libanon i 1988 som ca. 13-årig, og at det således er mere end 30 år siden. Klageren har med henvisning hertil heller ikke i øvrigt sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til grupperinger i Libanon, og han har heller ikke nærmere kunnet redegøre for, hvorfor han skulle være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at hverken den generelle situation i Libanon eller det forhold, at klagerne ikke kender nogen i Libanon i dag og ikke ved, hvordan han skal kunne leve der, kan begrunde asyl. Med hensyn til oplysningerne om, at klageren modtager behandling med metadon på grund af sit stofmisbrug bemærkes, at helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold i særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der foreligger oplysninger om, at klageren som følge af særlige helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer: Stat/2025/12/tps
