Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2010, 2014, 2015 og 2016 idømt fængselsstraffe for blandt andet personfarlig kriminalitet og færdselsforseelser. Klageren blev endvidere i 2015 betinget udvist med en prøvetid på 2 år. Klageren blev derudover i 2018 idømt 2 behandlingsdomme for personfarlig kriminalitet. Klageren blev ved den ene dom i 2018 betinget udvist med en prøvetid på 2 år. Klageren blev yderligere i 2019 idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid for berigelseskriminalitet, trusler og færdselsforseelser. Klageren modtog ved samme dom advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Ved ankedom afsagt i 2020 stadfæstede landsretten byrettens dom fra 2019 med den ændring, at klageren blev idømt et år og tre måneders fængsel og udvist af Danmark efter udlændingelovens § 22, nr. 2, 3 og 6, med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6. Klageren blev endelig i 2021 idømt fængsel i 8 måneder for personfarlig kriminalitet, jf. blandt andet straffelovens § 245, stk. 1. Klageren blev ved denne dom også udvist med et indrejseforbud i seks år. Dommen blev stadfæstet samme år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren tilhører klanen [klannavn] og har oplyst at [bekende sig til religion A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under den oprindelige sag som asylmotiv til [asylmotiv A.] Klageren henviste videre til [asylmotiv B og C.] Klageren henviste som asylmotiv endelig til, at han frygtede for sit psykiske helbred, og at han ikke kunne modtage den rette behandling i Somalia. I forbindelse med genoptagelsen af sagen har klageren fortsat henvist til sine oprindelige asylmotiver og har herudover som nyt asylmotiv henvist til [asylmotiv E]. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af [asylmotiv B]. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder at [forhold]. Flygtningenævnet kan fortsat heller ikke lægge [asylmotiv C] til grund[.] Der er efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke i forbindelse med genoptagelsen af sagen fremkommet nye og væsentlige oplysninger om [asylmotiv A.], der giver grundlag for en anden vurdering end den, som er kommet til udtryk i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret 2021], stadfæstet af Flygtningenævnet [i sommeren 2021], eller i Udlændingestyrelsens seneste afgørelse [i vinteren 2024/2025]. Tværtimod har klageren således i nævnet forklaret, at […]. Med hensyn til klagerens frygt for overgreb som følge af [asylmotiv E], tiltræder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke med henvisning hertil har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som i øvrigt har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, hvorvidt en udlænding risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor udlændingens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at psykisk sygdom er et betydeligt problem i Somalia, og at en tredjedel har eller har haft en psykisk sygdom, jf. side 29 i Udlændingestyrelsens rapport ”Health care services in Mogadishu – Version 2.0” fra februar 2025. Det fremgår videre, at adgangen til behandling for psykisk sygdom er begrænset over hele landet, og der er alene få kvalificerede psykiatere og psykologer, og at alene tilstande med skizofreni og bipolare lidelser anerkendes som psykiske sygdomme. I Mogadishu er der efter rapporten mulighed for på tre hospitaler at opsøge psykiatere, og i artiklen ”Mental health problems in Somalia after decades og humanitarian crises: a qualitative exploration of perceptions and experiences” omtalt i Landedokumentations besvarelse af 17. juni 2025, anføres det i forlængelse af en omtale af et tilfælde med en patient, der var lænket til en stol, at der også findes faciliteter, der tilbyder ”good quality mental health care”. Artiklen er baseret på data indsamlet i Puntland, Hudur, i den sydvestlige Bakool-region, Deyniile i Banaadir-regionen samt i Daryeel, Hidho og Hargeisa i Somaliland. Efter baggrundsoplysningerne er stigmatisering på grund af psykisk sygdom udbredt i Somalia, herunder i sundhedssektoren og i civilsamfundet. Dette hænger bl.a. sammen med den udbredte forståelse af psykisk sygdom, hvor dette kobles til sort magi og onde ånder. Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport nævnt ovenfor, side 30, samt til besvarelsen fra Landedokumentation. Stigmatisering kan bl.a. indebære udstødelse af familien, isolation, og manglende lyst til at opsøge behandling. Af bilag 2 til Udlændingestyrelsens rapport (Annex 2 Meeting notes), side 6-7, fremgår det af et referat af et interview med det somaliske sundhedsministerium den 19. december 2023, at folk med psykiske problemer på grund af stigmatiseringen kan foretrække at gå til religiøse ledere, der kan bede for dem, og at nogle som følge heraf er blevet lænket. Af samme bilag side 19, fremgår, at WHO i forbindelse med et interview med Udlændingestyrelsen den 20. november og den 7. december 2023 oplyste, at det indtil for få år siden ikke var ualmindeligt, at folk med psykiske problemer blev sat i lænker og blev fængslet, men at det så ud til, at denne praksis ikke længere forekommer. Af svaret fra Landedokumentation henvises der også til interviewene med det somaliske sundhedsministerium og WHO. Herudover henvises der til andre kilder. I den ene kilde, som er artiklen ”Mental health crisis in Somalia: a review and a way forward” fra 2022, der er skrevet på baggrund af oplysninger indsamlet fra 1999-2020, beskrives lænkning eller indespærring som almindeligt forekommende, og WHO vurderede, at 90 pct. af alvorligt psykisk syge mindst en gang havde været lænket. Af denne rapport fremgår også, at WHO sammen med NGO’er har arbejdet på at reducere brugen af tvang, herunder brugen af lænker. Af den ovenfor nævnte artikel fra 2024 i Landedokumentations besvarelse beskrives, at patienter med psykiatriske lidelser bliver udsat for isolation og tvang, sommetider med lænker. I artiklen fremgår, at det kun er ”walis” (personer, der er gale og lider af svære adfærdsproblemer), der anses for psykisk syge. Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne om psykisk syge i Somalia må lægges til grund, at der generelt er meget svære forhold for psykisk syge personer, dels på grund af de manglende og utilstrækkelige behandlingsmuligheder, dels på grund af den almindelige opfattelse eller forståelse af psykisk sygdom og som konsekvens heraf stigmatiseringen af psykisk syge. Der er imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for generelt at antage, at psykisk syge risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således efter baggrundsoplysningerne f.eks. ikke lægges til grund, at det er almindeligt, at psykisk syge lænkes i forbindelse med behandling i det somaliske sundhedssystem. Selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat finder lænkning sted, er risikoen herfor efter Flygtningenævnets opfattelse knyttet til de meget alvorligt psykisk syge med en meget afvigende adfærd, og som f.eks. ikke længere kan håndteres af familien, eller som opsøger behandling uden for det konventionelle system. Det må derfor bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om der er risiko for, at en psykisk syg person ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, herunder lænkning. Der må i den forbindelse på den ene side lægges vægt på, hvor alvorlig en lidelse, der er tale om, og hvordan den kommer til udtryk, og på den anden side karakteren af de overgreb, man risikerer. Der er for Flygtningenævnet fremlagt en række oplysninger om klagerens psykiske helbred, hvoraf de nyeste er fra [vinteren 2023/2024]. Det må på baggrund af oplysningerne om klagerens psykiske helbred lægges til grund, at klageren ikke er sindssyg, men at han har en [psykiatrisk lidelse]. Dette fremgår således af Retslægerådets udtalelse af [efteråret 2020]. Det fremgår også heraf, at klageren efter en samlet vurdering ikke opfylder de diagnostiske kriterier for mental retardering. Klageren er i overensstemmelse hermed ved [landsrettens domme i 2020 og 2021] ikke fundet omfattet af straffelovens § 16, men af straffelovens § 69, og idømt almindelig straf, da der ikke kunne peges på særforanstaltninger, der var mere formålstjenlige. Der foreligger ikke en nyere udtalelse om klageren, der giver grundlag for en anden vurdering. Derimod fremgår det bl.a. af en udtalelse [fra sommeren 2020] fra psykiater [navn] til anklagemyndigheden, der er gengivet i [byrettens] kendelse af [vinteren 2022/2023] vedrørende ophævelse af klagerens udvisning, at klagerens tilstand grundlæggende ikke har ændret sig over de senere år. Af denne udtalelse anføres det videre, at klageren vurderes uden symptomer på en grundlæggende eller varig sindssygdom, men funktionsmæssigt begrænset af især sin dyssociale personlighedsforstyrrelse og langvarige og svære misbrugsproblematik. Af et psykiaternotat [fra vinteren 2022/2023] fremgår, at klageren i dagligdagen i fængslet er beskrevet som velfungerende og uden tegn på psykisk sygdom. I et tidligere psykiaternotat [fra efteråret 2022] beskrives hans adfærd som ”mere manipulativ end som udtryk for behandlingskrævende psykisk lidelse” og i et notat fra [efteråret 2022] anføres det bl.a., at der ikke er grundlag for at overføre klageren til en psykiatrisk afdeling, da klageren ikke lider af en psykisk lidelse, der vil kunne gøres til genstand for en behandling på en psykiatrisk afdeling. Af de lægelige oplysninger i sagen fremgår endvidere, at klageren i længere tid har været i behandling med forskellige antipsykotiske præparater. Ifølge de lægelige oplysninger blev der henover sommeren og efteråret 2023 forsøgt en nedtrapning af klagerens medicin, men af en tilføjelse til journalen [i efteråret 2023] fremgår, at klageren ikke tåler at være uden antipsykotisk medicin. Tilsvarende fremgår af et notat til journalen [i efteråret 2023], at klageren har det bedst på en effektiv antipsykotisk behandling. Klageren blev i [foråret] 2023 efter sin løsladelse kortvarigt indkvarteret på [udrejsecenter], men blev [måneden efter indkvarteringen] godkendt til særlig skærmet indkvartering […]. Han blev i den forbindelse indkvarteret på [sted]. I [efteråret] 2023 blev klageren flyttet til [center med øget støtte], hvor han fortsat opholder sig. Af en udtalelse fra [klagerens center] [fra efteråret 2024] beskrives det, at det de første måneder var nødvendigt med tryghedsskabende [foranstaltninger] for at skabe ro omkring klageren, men at klageren siden foråret 2024 har været i positiv trivsel og udvikling, og at der ikke længere er behov for [foranstaltningerne]. Det fremgår videre, at han er blevet særdeles god til at gøre brug af forskellige strategier til at kontrollere sin tidligere voldsomme adfærd. Ifølge udtalelsen tager klageren selv sin medicin uden problemer. Klageren opleves således som værende stabiliseret i forhold til sin psykiske tilstand og funktionsniveau. Under nævnsmødet har han oplyst, at han selv tager sin medicin, og at han selv tager bussen og toget, når han skal [tage offentlig transport for at] besøge sin familie. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om klagerens helbred, at han ikke kan anses for at lide af en alvorlig psykisk sygdom. Efter oplysningerne om klageren i øvrigt, herunder under hans afsoning og under hans ophold hos [klagerens center], sammenholdt med baggrundsoplysningerne, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren som følge af sine helbredsmæssige forhold vil påkalde sig en sådan opmærksomhed, at han vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den antipsykotiske medicin, som klageren tager, er ifølge Udlændingestyrelsens rapport tilgængelig på apoteker i [klagerens hjemby]. Klageren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2025/15/eeb
