Nævnet stadfæstede i september 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring om, at han frygtede at blive fængslet ved en tilbagevenden til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren 2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angående det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke vil tilbage til Sverige, da han frygter at blive fængslet ved en tilbagevenden dertil, og at klageren tidligere er blevet afvist af Migrationsverket, da han forsøgte at blive indkvarteret på et asylcenter, bemærker Flygtningenævnet, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det fremgår videre, at der er oprettet såkaldte udrejsecentre (Ätervändandecenter), men at disse er forbeholdt personer, der fortsat er i indkvarteringssystemet, hvilket i praksis er familie med mindreårige børn. Udrejsecentrene er ikke lukkede faciliteter. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Det samme gør sig gældende, hvis klageren måtte blive placeret på et udrejsecenter eller frihedsberøves i overensstemmelse med reglerne i tilbagesendelsesdirektivet. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Sver/2025/22/EEB
