Nævnet hjemviste i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og [religion] fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer i Tyrkiet for henholdsvis Socialistisk Ungdomsforening og det kurdiske parti HDP samt delt opslag på [sociale medie] med politisk indhold. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at han vil blive anholdt og fængslet af de tyrkiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2017, 2019 og 2021 i hjemlandet blev tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder. Under tilbageholdelserne blev han udsat for vold, og der blev talt nedsættende til ham. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har delt opslag på sociale medier med politisk indhold, hvor han retter kritik mod den tyrkiske regering og præsidenten. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgerens advokat fremsendt en række dokumenter på tyrkisk fra anklagemyndigheden, politiet og domstolen i Tyrkiet. Af dokumenterne fremgår det blandt andet, at der [i foråret] 2025 er udstedt en arrestordre på ansøgeren, samt at der er fremsendt et anklageskrift, hvori det fremgår, at ansøgeren er sigtet for terror og for at have fremsat fornærmende udtalelser mod den tyrkiske præsident Erdogan på sine sociale medier. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2025 har afvist, at det på daværende tidspunkt fremlagte dokument, hvoraf fremgår, at ansøgeren i Tyrkiet er mistænkt i to sager, har betydning for afgørelsen. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at dokumentet ikke bekræfter, at der er udstedt en arrestordre mod ansøgeren, eller at der er indledt sager mod ansøgeren. Til brug for mødet i Flygtningenævnet har advokaten nu fremlagt tre bilag, hvoraf fremgår, at ansøgeren er mistænkt i en straffesag om terror og om fornærmende tiltale mod præsident Erdogan, samt en arrestordre i forbindelse hermed. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere undersøgelse af ægtheden af de af advokaten fremlagte bilag, samt af deres betydning for sagen.
Løbenummer: Tyrk/2025/9/clu