Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra [navn på stat], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, hvis han returnerer til Nigeria. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han under et tidligere ophold i Danmark i [år i 2000’erne] var involveret i en [ulykke], hvor en anden nigeriansk mand [A] omkom. [A’s] familiemedlemmer anklager ansøgeren for at have slået [A] ihjel, og vil nu slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har både modtaget trusler og er blevet overfaldet med en kniv af [A’s] ene bror i Nigeria. Derudover er ansøgeren blevet overfaldet under et ophold i [land 1] af personer, som ansøgeren formoder tilhører [A’s] familie og modtaget trusler af ukendte personer på gaden i [land 1]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer at blive slået ihjel af familiemedlemmer til personen [A], som skulle anklage ansøgeren for at være skyld i [A’s] død ved en [ulykke] i [dansk by] i [år i 2000’erne]. Flygtningenævnet afviser i det hele ansøgerens forklaring herom, idet han på flere punkter har forklaret divergerende, ikke overbevisende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, [beskrivelse af ulykken], om hvornår ansøgeren vendte tilbage til Nigeria efter [ulykken] fandt sted, om hvorvidt ansøgeren kendte [A] fra Nigeria, om et overfald, som ansøgeren blev udsat for i Nigeria af [A’s] bror, om forholdene i forbindelse med sin endelige udrejse til Danmark og udbyggende om trusler, som han skulle have modtaget i [land 1]. Det af advokaten oplyste og det af ansøgeren på nævnsmødet forklarede kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Niga/2025/2/DH