Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], født i [by], [mellemøstligt land], og er iransk statsborger. Han flyttede med sin familie til [by i Iran] i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han har været involveret i [religiøse] aktiviteter. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han gennem sit arbejde i Iran blev venner med [A] og [B], der betroede ansøgeren og hans [familiemedlem C], at de [tilhørte en religiøs minoritet]. Ansøgeren og [familiemedlem C] indvilligede i at sætte [A] og [B] i kontakt med personer, der kunne være interesserede i at høre om [deres religion], men da deres mødesteder blev afsløret, måtte ansøgeren og [familiemedlem C] udrejse sammen med medlemmer af deres familie. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en dom, hvoraf det fremgår, at han sammen med [familiemedlem C] er blevet idømt seks års ubetinget fængsel, tre års eksil og 91 piskeslag. Ansøgeren henviste videre til, at han frygtede repressalier af en person fra [de iranske myndigheder], fordi han har mistænkt ansøgeren for ikke at være muslim. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han i sommeren 2014 blev tilkaldt til moskéen, hvor hans søn var blevet chikaneret, idet mullahen og repræsentanter for [de iranske myndigheder] havde forsøgt at trække sønnens bukser ned for at se, om han var omskåret. Ansøgeren blev vred og råbte, at han ikke var muslim og ikke troede på gud. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, men løsladt efter et par timer. Nogle dage senere blev ansøgeren slået bevidstløs foran [ansøgerens familiemedlem D’s] hus og vågnede på hospitalet. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt og truet flere gange på sin bopæl af personer med tilknytning til episoden i moskéen. Endelig henviste ansøgeren til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til en torturundersøgelse foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe efter Flygtningenævnets oprindelige afgørelse. Ansøgeren har henvist til, at resultatet af undersøgelsen underbygger ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver og de overgreb, som ansøgeren oplyste at have været udsat for i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han siden nævnets oprindelige afgørelse i 2018 er fortsat med at gå i kirke og praktisere sin kristne tro. Flygtningenævnet besluttede på et mundtligt nævnsmøde at udsætte sagens behandling på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren samt en ægthedsvurdering af den fremlagte dom. Resultatet af både ægthedsvurderingen og torturundersøgelsen foreligger nu. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort at være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter således fortsat ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at den dom fra 2017 fra en iransk domstol, som ansøgeren har fremlagt under sagen, er falsk. Dette indebærer en væsentlig svækkelse af ansøgerens troværdig med hensyn til hans oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på de forhold, som Flygtningenævnet fremhævede i afgørelsen [fra sommeren] 2018. Også under den genoptagne sag er ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremstået med visse divergenser mv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at indholdet af den gennemførte torturundersøgelse – som konkluderer, at der hos ansøgeren er påvist fysiske og psykiske følger, som meget vel kan være fremkommet ved, at ansøgeren har været udsat for tortur som forklaret af ham – ikke kan føre til en anden bedømmelse af ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af sine kristne aktiviteter efter Flygtningenævnets afgørelse i [sommeren] 2018 nu har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel. Ved afgørelsen heraf må det fortsat indgå i vurderingen, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at hans oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat som utroværdigt. Efter nævnets faste praksis skal der også i øvrigt foretages en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring, herunder om tidspunktet og baggrunden for konverteringen og om følgerne heraf, jf. herved også UNHCR´s Guide-lines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder, at det på den anden side må indgå i vurderingen af ansøgerens forklaring om konvertering til kristendommen, at han i den nu gennemførte torturundersøgelse er beskrevet med betydelige psykiske udfordringer, herunder [beskrivelse af konkrete diagnoser, der blandt andet medfører] koncentrations- og hukommelsesbesvær. Flygtningenævnets flertal finder i lyset af det anførte om ansøgerens betydelige psykiske udfordringer, at ansøgeren under nævnsmødet er fremtrådt med en i fornøden grad troværdig og detaljeret forklaring om sine fortsatte kristne aktiviteter. Forklaringen understøttes i øvrigt af en lang række skriftlige udtalelser, som er afgivet af kirkelige repræsentanter. Efter oplysningerne i sagen, herunder ansøgerens forklaring, lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren efter afslaget på asyl i 2018 kontinuerligt har fortsat sine kristne aktiviteter, herunder med regelmæssig deltagelse i gudstjenester i flere forskellige kirker. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret viden om kristne begreber og fortællinger. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at ansøgeren på fornøden relevant måde har redegjort for kristendommens betydning for ham, herunder at denne er udtryk for en indre overbevisning hos ham. Ansøgeren har således beskrevet flere konkrete begivenheder, som har haft betydning for fastheden i hans tro, ligesom han har beskrevet troens betydning for ham. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og fremtræden, at han må anses for reelt at være konverteret til kristendommen. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og tillige missionere, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konvertering til kristendommen. På denne baggrund, og da Flygtningenævnet herefter ikke har anledning til at tage stilling til ansøgernes asylmotiv vedrørende politiske aktiviteter i Danmark, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Iran/2025/47/marau
