Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelsesstatus) til en mandlig statsborger og to medfølgende børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016.
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og [etnicitet B] samt kristen protestant. Han er født i 1995 i [by A], Nord-Kivu. Han flyttede i 1996 med sin mor til [afrikansk land A]. Han boede herefter i [afrikansk land A] indtil 2012, hvor han vendte tilbage til [by A]. Omkring 5-6 måneder senere flygtede han til [afrikansk land B]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo som følge af krigen i Kivu-regionen. Han frygter som følge heraf den generelle sikkerhedssituation i landet, ligesom han frygter, at han ikke vil kunne begå sig i landet, hvor han heller ikke har noget sted at bo. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udstødt af samfundet som følge af sin blandede etnicitet, og at han ikke har nogen familie i Den Demokratiske Republik Congo, der vil anerkende ham. Ansøgeren har på vegne af sine børn henvist til de samme asylmotiver. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser. Nævnet vurderer i samme forbindelse, at ansøgeren ikke kan antages at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin etniske baggrund. Der lægges herved vægt på, at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der kan understøtte ansøgerens frygt for, at han som etnisk [etnicitet A] eller [etnicitet B] vil være i risiko for at blive udsat for diskrimination eller forfølgelse. Der lægges i samme forbindelse vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Den Demokratiske Republik Congo har oplyst, at han ikke selv har oplevet konflikter på baggrund af sin etniske baggrund. Der kan derfor ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at situationen i Nord-Kivu på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ansøgeren vil derfor ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo ikke kunne henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo uden for sit hjemområde, herunder Kinshasa, lægger nævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren ikke har hverken familie eller anden tilknytning til Kinshasa, men at det på den anden side ikke kan afvises, at ansøgeren henset til sin alder og uddannelsesmæssige baggrund har visse forudsætninger for at kunne etablere sig arbejdsmæssigt i Kinshasa og indgå i etniske og kulturelle relationer. Det må ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren og hans medfølgende to børn kan henvises til at tage ophold uden for ansøgerens hjemområde, imidlertid tillige tages i betragtning, at ansøgerens to medfølgende børn, herunder først og fremmest hans [5-10 årige] [barn], der er født i Danmark, hvor [barnet] har boet hele sit liv, ikke har noget familiemæssigt netværk ud over ansøgeren i tilfælde af en udsendelse til Den Demokratiske Republik Congo, ligesom [barnet] ikke på nuværende tidspunkt har sproglige forudsætninger for at kunne klare sig uden for hjemområdet. På baggrund af disse omstændigheder, findes det efter en samlet vurdering af ansøgerens og hans børns forhold, herunder hensynet til barnets tarv, ikke rimeligt at henvise ansøgeren og hans børn til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo end ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.”
Løbenummer: Demo/2025/5/CARA