Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cuba.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk cubaner og kristen fra [by], Cuba. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har deltaget i en demonstration i Cuba i 2021. Ansøgerens nationalitetspas er udstedt [i vinteren] 2021 i La Habana. Ansøgeren er født i Cuba, men flyttede til Danmark med sin mor, da han var [10-14 år], og opholdt sig her, til han var [14-18 år], og igen fra han var [14-18] år, til han var [22-25 år]. Derefter opholdt han sig på ny i Cuba indtil 2022. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive fængslet af myndighederne i Cuba. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har aftjent sin værnepligt i Cuba, at han har status som immigreret i Cuba og derfor har mistet alle rettigheder, og at han har været politisk aktiv ved deltagelse i en demonstration i Cuba i 2021 og ved opslag på Facebook. Hertil kommer, at en eventuel straf vil skulle afsones under umenneskelige og nedværdigende forhold. Ansøgeren har gjort gældende, at såvel de enkelte risici som ikke mindst en kumulativ betragtning fører til, at han er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært har et beskyttelsesbehov omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har oplyst, at han første gang blev opsøgt af militæret i 2009, da han var [15-19 år], og han blev i den forbindelse tilbageholdt, fordi han skulle indskrives i militæret. Efter ansøgerens udrejse af Cuba i 2009 opsøgte militæret ansøgerens mormor. Ansøgeren har oplyst, at såfremt man nægter at aftjene værnepligt, risikerer man tre-fem års fængsel. Ansøgeren blev igen opsøgt af militæret i 2016. Efter ansøgerens udrejse af Cuba i 2022 opsøgte militæret igen ansøgerens mormor. Ansøgeren har videre oplyst, at han fik status som cubansk immigrant i 2017, hvorefter han skulle møde op ved immigrationskontoret en gang om måneden, hvor han blev oplyst om, at han ville modtage dagbøder for sit ”overstay” i Cuba. Ansøgeren måtte med sin status som immigrant ikke arbejde eller opholde sig i landet. Ansøgeren frygter derfor at blive fængslet, idet han skylder de cubanske myndigheder penge. Ansøgeren har været politisk aktiv i Cuba og Danmark. Ansøgeren har deltaget i en regimekritisk demonstration i Cuba [i sommeren] 2021, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i 8-9 dage. Ansøgeren har endvidere lavet regimekritiske opslag på sociale medier under sit ophold i Danmark. Det fremgår af referatet af ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [fra efteråret] 2023, at ansøgeren oplyste, at han blev spærret inde i 1 uge på grund af sin deltagelse i en demonstration i Havana [i sommeren] 2021. Han blev ikke sat for en dommer og fik ingen breve fra myndigheder i tiden efter sin løsladelse [senere i sommeren] 2021 og udrejsen [i foråret] 2022. Han oplevede heller ikke at blive opsøgt eller at blive udsat for overgreb eller andet på baggrund af deltagelsen i demonstrationen. Han oplyste, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygtede at komme i fængsel på grund af manglende militærtjeneste, deltagelsen i demonstrationen, og at han skyldte staten penge. Det fremgår af samtalereferatet [fra foråret] 2024, at ansøgeren oplyste, at der i forhold til militærtjeneste var en proces, hvor han blev indkaldt til en dommer for ikke at have været i militæret. Han fik en dom på 6 måneders samfundstjeneste, hvor han skulle gøre rent på gaden, klippe græs og samle skrald. Det varede fra starten af 2017 til sommeren 2017. Ansøgeren har i advokatindlægget til brug for Flygtningenævnet oplyst, at samfundstjenesten vedrørte deltagelsen i demonstrationen. Ansøgeren har oplyst, at han har lagt opslag om forholdene i Cuba på Facebook i Danmark, fordi han støtter sit folk i Cuba og har oplevet mange uretfærdige ting, når han har været i landet, men han har ikke lagt noget op, som kan beskrives som aggressivt. Han frygter at blive sat i fængsel i Cuba på grund af sine opslag. Udlændingestyrelsen, Landedokumentationen, har i en udtalelse [fra vinteren] 2023/2024 oplyst, at de fleste cubanere efter en lovændring i 2012 kan udrejse af Cuba uden et såkaldt Exit Visa eller invitation fra udlandet. Cubanere kan opholde sig i udlandet i 24 måneder i træk uden at miste deres opholdstilladelse i Cuba. Det er vanskeligt at finde oplysninger om forholdene for returnerede cubanere i Cuba. Ifølge en rapport fra de canadiske asylmyndigheder fra 2016 afhænger behandlingen af personer, der har søgt asyl i udlandet og er vendt hjem til Cuba, af deres opførsel i Cuba før udrejsen. Hvis de var lovlydige borgere, bliver den returnerede sandsynligvis ikke forfulgt. Hvis den hjemvendte derimod havde begået en forbrydelse forud for udrejsen, vil pågældende med stor sandsynlighed blive fængslet. Cubanske statsborgere, der har opholdt sig uden for det cubanske territorium i mere end 24 måneder uden tilladelse, vil blive betragtet som emigreret fra Cuba og skal ansøge om tilladelse til igen at indrejse og tage ophold i Cuba. Der var en demonstration i flere byer i Cuba [i sommeren] 2021. Demonstrationerne var fredelige, men ifølge Amnesty International slog politiet hårdt ned på demonstranterne, og flere blev tilbageholdt. Ansøgerens advokat har henvist til, at det af baggrundsoplysninger (Immigration and Refugee Board of Canada, 19. februar 2013) fremgår blandt andet:”…The treatment depends on two aspects: first, if the Cuban citizen (has) returned to Cuba within the 24-month period that, according to the new law (Decree 302 of 2012), is allowed to stay out of Cuba, he or she would not have problems. If the person is returned to Cuba after the 24-month period, Cuba will not let him or her in since that person would be considered an émigré and a traitor. …” Flygtningenævnet kan i et vist omfang lægge ansøgerens forklaring til grund, men det bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor han blev straffet med samfundstjeneste. Samtidig stemmer den seneste oplysning i advokatindlægget om, at det var på baggrund af demonstrationen [i sommeren] 2021, ikke overens med ansøgerens tidligere forklaring om, at samfundstjenesten blev udført i 2017. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter varigheden af sit ophold i Danmark ikke umiddelbart har opholdstilladelse i Cuba, men dette er et spørgsmål angående udsendelse og udgør ikke i sig selv et asylbegrundende forhold. Det anførte om baggrundsoplysningerne fra 2013 kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren fortsat må antages at have mulighed for at søge om repatriering, og at det ikke er sandsynliggjort, at han vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om deltagelse i en demonstration i Cuba [i sommeren] 2021 og også om en efterfølgende frihedsberøvelse som følge heraf til grund, men henset til, at ansøgeren efter sin løsladelse i sensommeren 2021 opholdt sig i Cuba uden vanskeligheder indtil sin udrejse i [foråret] 2022, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være efterstræbt af de cubanske myndigheder på grund af dette forhold. Flygtningenævnet lægger også ansøgerens forklaring om Facebook opslag i Danmark angående forholdene i Cuba til grund, men efter oplysningerne om opslagenes art og omfang har ansøgeren ikke derved sandsynliggjort en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sine politiske anskuelser. Det bemærkes herved, at der er tale om få opslag med få likes og delinger og under navnet [alias]. Ansøgeren kan ikke anses for at have været politisk aktiv i et omfang eller med en intensitet, der kan begrunde asyl, og ansøgeren kan ikke anses for at være særligt profileret hos de cubanske myndigheder. Der er derfor ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens forklaring om manglende udførelse af militærtjeneste sandsynliggør ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cuba vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at ansøgeren opholdt sig i længere tid i Cuba efter myndighedernes konstatering af forholdet uden, at det udgjorde et problem for ham. Det bemærkes endvidere, at det, der er anført i advokatindlægget om, at en eventuel straf vil skulle afsones under umenneskelige og nedværdigende forhold, ikke er nærmere konkretiseret, og Flygtningenævnet har ikke grundlag for at antage, at der vil være tale om forhold omfattet af EMRK artikel 3. Der er derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cuba vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, og en kumulativ vurdering af det anførte vedrørende ansøgerens asylmotiver kan heller ikke føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Cuba/2025/3/ysn