Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk armener og ateist fra [distrikt], Jerevan, Armenien. Ansøgeren har været medlem af LGBT Asylum siden [sommeren] 2024. Ansøgeren har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive udsat for vold af sin familie og andre personer fra sit lokalområde, som følge af, at han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han altid har været bevidst omkring sin seksuelle orientering, men at han af frygt for at udleve den først som 19-20-årig accepterede sin seksualitet. I 2024 blev ansøgeren frihedsberøvet og udsat for vold og anden nedværdigende behandling af tre kollegaer, som var blevet bekendt med hans seksuelle orientering. Efter overfaldet søgte ansøgeren tilflugt i et sommerhus sammen med nogle venner. Under opholdet i sommerhuset blev ansøgeren kontaktet af sine forældre telefonisk, som ligeledes var blevet bekendt med hans seksuelle orientering. Ansøgerens far har truet ansøgeren med at slå ham ihjel, da han mener, at ansøgeren har bragt skam over familien som følge af, at han er homoseksuel. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan lægge ansøgerens forklaring omkring sin homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at Armenien i 2003 afkriminaliserede homoseksualitet. Homoseksuelle har samme lovmæssige ret til beskyttelse som andre armenske statsborgere. Det forhold, at Armenien endnu ikke har indført en antidiskriminationslovgivning vedrørende blandt andet homoseksuelle personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere fremgår af baggrundsoplysningerne, at den første armenske LGBT+ samfundsorganisation ”Pink Armenia” blev stiftet i 2007 og arbejder for at styrke LGBT+ samfundets rettigheder. Af baggrundsoplysningerne fremgår det endeligt, at der årligt har været en række tilfælde af hadforbrydelser og diskrimination over for LGBT+ personer. Uanset at homofobi må anses for at være udbredt i det armenske samfund, finder Flygtningenævnet, at der har været tale om enkeltstående, isolerede tilfælde. De generelle forhold for homoseksuelle i Armenien kan således ikke anses for at være af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren har været udsat for en hadforbrydelse fra sine tidligere kolleger og som tillige er ansøgers venner, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse personer fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, idet de efterlod ansøgeren efter episoden, og at ansøgeren ikke har anmeldt episoden til politiet. Endelig finder nævnet ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgers far skulle efterstræbe ansøgeren ved dennes tilbagevenden til Armenien, idet han alene har truet ansøgeren telefonisk, men ikke siden har forsøgt at kontakte ansøgeren efter dennes udrejse, og at ansøgeren endeligt må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det forhold, at ansøgerens mor telefonisk har oplyst ansøgeren, at faderen leder efter ansøgeren, og at ansøgeren ikke skal komme tilbage, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer: arme/2025/6
