Nævnet meddelte i oktober 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af meldepligten, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt overtrædelse af knivloven samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk usbeker og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af § 49 a-sagen i 2020 til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Taliban og National Islamic Movement of Afghanistan (Junbish) og myndighederne. Til støtte herfor oplyste klageren, at hans far, [A], var [militærrang] i Junbish, hvis medlemmer var efterstræbt af Taliban, hvorfor faren udrejste af Afghanistan. I 1999 udrejste også klageren sammen med resten af sin familie til Pakistan som følge af farens konflikt. I 2008 rejste klagerens farbror, [B], tilbage til [provinsen] i Afghanistan for at hjælpe Junbish, og i [årstal], da han var borgmester i en by nær [område], opstod der kontroverser mellem ham og lederen af Junbish. Klageren henviste yderligere til, at farbroren havde en konflikt med de afghanske myndigheder, der så ham som en trussel mod den siddende præsident. Klageren anførte, at hans konflikter udspringer af, at han har samme efternavn som sin far og farbror og derfor er profileret. Under genoptagelsessagen har klageren henvist til, at hans risiko ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat er uændret, hvorfor han stadigvæk må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har videre henvist til, at han ikke har begået en særlig farlig forbrydelse, samt at han ikke er til fare for samfundet, og at han som følge heraf ikke bør anses for udelukket. Til støtte herfor har klageren henvist til, at det alene er dommen fra [landsretten] [fra sommeren] 2019, hvor klageren blev idømt fængsel i 4 måneder og udvist med 6 års indrejseforbud, som bør indgå i vurderingen. Som anført har Flygtningenævnet [i vinteren] 2020 lagt til grund, at klageren isoleret set opfylder betingelserne for at være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger denne vurdering til grund ved sagens behandling. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved vurderingen af, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, lægges der vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været, (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsret] ankedom [fra sommeren] 2019 dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved besiddelse med henblik på videresalg af 1,4 gram kokain. Han blev straffet med fængsel i 4 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er herefter straffet ved [landsret] ankedom af [vinteren] 2022 med fængsel i 1 år og 2 måneder for at have tilsidesat sin melde- og opholdspligt. Ved dommen blev han udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Endelig er han ved [byret] dom [fra vinteren] 2024 dømt for bl.a. besiddelse af en butterflykniv og 39,05 gram hash til eget brug. Han blev straffet med fængsel i 3 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet bemærker, at besiddelse med henblik på videresalg af hård narkotika – som den i sagen omhandlede kokain – som udgangspunkt må anses for at udgøre en særlig farlig forbrydelse, også når det drejer sig om videresalg af mindre mængder. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder navnlig den begrænsede mængde kokain, som klageren efter lov om euforiserende stoffer er dømt for at have besiddet med henblik på videresalg, den idømte straf samt de i øvrigt foreliggende oplysninger om omstændighederne i forbindelse hermed, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Det samme er tilfældet for så vidt angår klagerens øvrige domme. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor afgørelsen, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Løbenummer: Afgh/2025/42/flfr/fbll
