Nævnet stadfæstede i oktober 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og født muslim fra [by A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at blive udstationeret steder, hvor han risikerer at skulle skade andre kurdere. Ansøgeren er udeblevet fra sin anden indkaldelse til aftjening af værnepligt. Han har ikke de økonomiske midler til at betale sig fra værnepligten. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i mange år har haft overvejelser om at konvertere til kristendommen, og at han i Tyrkiet ikke vil kunne leve som praktiserende kristen uden at blive stigmatiseret. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han under sit ophold i Danmark har besøgt to kirker, og at hans interesse for kristendommen er tiltaget. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og hans familie er involveret i en jordkonflikt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er indkaldt til at aftjene værnepligt i Tyrkiet. Vedrørende militær værnepligt i Tyrkiet fremgår det af rapporten, ”Tyrkiet: Sikkerhedssituationen i de kurdiske områder, politisk aktivisme og værnepligt for kurdere” fra den 23. september 2019, at strafferammen for udeblivelse fra militærtjeneste i Tyrkiet er op til fængsel i 3 år, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelser med bøde. Disse oplysninger underbygges af Flygtningenævnets baggrundsmateriale vedrørende spørgsmålet og af rapporten ”Staatendokumentation Country Report (Turkey)” fra den 18. oktober 2024. Der er ingen baggrundsoplysninger om, at nægtelse af at aftjene værnepligt kan føre til en sanktion, der ikke er proportional i forhold til dansk retstradition. Af rapporten, ”Tyrkiet: Sikkerhedssituationen i de kurdiske områder, politisk aktivisme og værnepligt for kurdere” fra den 23. september 2019, fremgår endvidere, at der tidligere har været rapporter om, at kurdiske værnepligtige bevidst kunne sendes til kampområder i kurdisk-dominerede provinser. Det fremgår videre, at flere kilder nævner, at dette forhold ikke er tilfældet længere, og at den tyrkiske hær for nogle år siden ophørte med at sende værnepligtige til kampzoner, hvortil der udelukkende sendes professionelle soldater. Af ”Staatendokumentation Country Report (Turkey)” fra oktober 2024 fremgår, at der ikke sker systematisk diskrimination af etniske minoriteter, herunder kurdere, i militæret, og at værnepligtige ikke sendes til kampzoner. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne, at forholdene omkring aftjening af værnepligt i Tyrkiet, herunder for etniske kurdere, ikke af en karakter, der kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Med hensyn til ansøgerens overvejelser om at konvertere til kristendommen finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han overvejer at konvertere, at han har været i en kirke to gange, og at han ikke er døbt. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet på nogen måde kunnet redegøre for kristne højtider eller grundsætninger. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte om, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i Tyrkiet ikke er forbud mod at konvertere til kristendom, men at dette kan føre til en vis stigmatisering. Flygtningenævnet finder ikke, at der er oplysninger om forhold af en sådan karakter og intensitet, at det må anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens oplysninger om, at ansøgerens familie har været part i en konflikt vedrørende rettigheder over et jordstykke fremstår for Flygtningenævnet ikke nærmere konkretiseret. Nævnet må lægge til grund, at der er tale om en privatretlig tvist, og at der er truffet en retlig afgørelse, som ansøgeren ikke finder tilfredsstillende. Der er ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af denne tvist eller andre privatretlige tvister, er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at der ikke ved henvendelse til de lokale myndigheder kan opnås den eventuelt fornødne beskyttelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Tyrk/2025/10/sael
