Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [flygtningelejr], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han lider af [sygdom], og at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at dø blandt andet såfremt han ikke modtager den rette behandling. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i Libanon er mangel på medicin og behandling, og at ansøgeren ikke vil kunne få sin livsvigtige medicin i Libanon, hverken hos UNWRA eller på hospitalerne. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter den generelle situation i Libanon. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at livet i flygtningelejren er som et stort fængsel, kontrolposterne er trættende, og man bliver udsat for krænkelser i forbindelse med kontrollerne. Ansøgeren har desuden oplyst, at han som palæstinenser ikke har de samme rettigheder som andre i Libanon. Ansøgeren vil hverken kunne få et arbejde eller købe en bolig. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke ønsker at blive adskilt fra sin søn og ægtefælle, der begge er bosat i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han er født og opvokset i lejren [navn] i Libanon, og at han er registreret hos UNRWA, hvorfra han tidligere har modtaget blandt andet lægehjælp. Ansøgeren er derfor som anført af Udlændingestyrelsen som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1 pkt. Det tiltrædes endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., og at ansøgeren derfor ikke automatisk er berettiget til konventionsstatus i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har konflikter med myndigheder eller personer i Libanon, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og dér på ny opnå bistand fra UNRWA. Dette understøttes tillige af, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark i 2017 har besøgt Libanon som led i familiebesøg i henholdsvis 2021 og 2023. Ansøgeren har gjort gældende, at han ikke kan vende tilbage til Libanon, fordi han i Libanon – i modsætning til i Danmark – ikke vil kunne modtage den nødvendige behandling for sin alvorlige [sygdom]. Statsløse palæstinenseres adgang til sundhedsydelser i Libanon er mere generelt beskrevet i Udlændingestyrelsen rapport, Lebanon, Access to Health Care Services for Palastinian Refugees, februar 2023, DRC Dansk Flygtningehjælps Temarapport, Libanon, Palæstinensiske flygtninge i Libanon og adgangen til UNRWA’s ydelser, marts 2022, navnlig pkt. 4.4, og senest UNRWA’s note ”Where We Work”, februar 2025. De generelle forhold i sundhedsvæsenet i Libanon er desuden beskrevet i ACAPS (Assessment Capacities Project), The effect on the socioeconomic crisis on health care, 19. oktober 2023, og WHO, Public Health Situation Analysis, 9. oktober 2024. Den omstændighed, at ansøgeren lider blandt andet af [sygdom] som han modtager behandling for i Danmark, er ikke et forhold, der i sig selv kan føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Helbredsmæssige forhold er således i første række socioøkonomiske forhold, der ikke i sig selv er omfattet af anvendelsesområdet for asylreglerne. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), hvoraf det fremgår at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, om en asylansøger risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor ansøgerens særlige helbredsmæssige forhold i sig selv eller sammenholdt med andre faktorer udgør grunden til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Der kan henvises til det anførte i Flygtningenævnets formandskabs 33. beretning (2024), s. 153 ff., med henvisning til bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. december 2016 i sagen Paposhvili mod Belgien (41738/10). Der er ikke noget grundlag for at fastslå, at ansøgeren på grund af sin sygdom vil blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Libanon som statsløs palæstinenser. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK artikel 3. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at den medicin og øvrige behandling, som ansøgeren modtager, er tilgængelig i Libanon, enten gratis hos UNRWA eller mod betaling. Der henvises til oplysningerne i den af EUAA udarbejdede MedCOI af 1. juli 2024. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren har været på besøg i Libanon både i 2021 og - efter indgivelse af asylansøgning i Danmark - 2023, og at det må lægges til grund, at ansøgeren har et netværk i landet, der kan bistå ham. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgavevaretagelse. Se hertil endvidere det anførte i Flygtningenævnets formandskabs 33. beretning (2024), s. 351 ff, med henvisning til bl.a. EU-Domstolens dom af 5. oktober 2023 i sagen OFPRA mod S.W. (C-294/22). Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller mod overgreb m.v. som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Libanon, herunder for statsløse palæstinensere, er, selvom de er meget vanskelige, ikke af en sådan karakter, at de efter baggrundsoplysningerne i sig selv kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter asylreglerne. Ansøgerens henvisning til sin herboende familie og forholdet til EMRK artikel 8 kan ikke føre til en anden vurdering af det asylretlige spørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: stat/2025/15/yars/fbll
