Nævnet meddelte i november opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/43/DH. Indrejst i 2011. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den [dato i foråret] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt jer afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den [dato i vinteren 2014/2015] meddelte Flygtningenævnet afslag på anmodning om genoptagelse. Den [dato i] 2018 blev jeres datter, [navn], født. Ved mail af [dato i efteråret] 2025 har [navn på den kvindelige ansøger] sendt en mail til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgår, at du som afghansk kvinde anmoder at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Du har også skrevet, at du ønsker, at Udlændingestyrelsen tager hensyn til din datter, [navn], og hendes opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har den [dato i efteråret] 2025 videresendt henvendelsen til Flygtningenævnet, fordi Flygtningenævnet er den myndighed, der kan tage stilling til din anmodning, som betragtes som en anmodning om genoptagelse. Flygtningenævnet har besluttet også at oprette en sag vedrørende [navn på den mandlige ansøger]. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i jeres sager fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en konkret vurdering af jeres sager, finder Flygtningenævnet således, at [navn på den kvindelige ansøger] og [navn på ansøgernes datter] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Navn på den mandlige ansøger] meddeles i konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Løbenummer: Afgh/2025/44/DH