Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Stat/2025/4/Saba. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim og har oplyst at være fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren havde endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive udsat for voldtægt af de krigsførende parter i Syrien. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at hendes [familiemedlem A], blev dræbt [i efteråret] 2014, samt at hendes [familiemedlem B] var forsvundet. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2024 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelse ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, samt at hun frygter de ukendte personer, der likviderede hendes [familiemedlem A]. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun aldrig har været der, samt fordi det ikke er klagerens hjemland. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen indledte sagen af egen drift [i sommeren] 2019. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2024. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 med henvisning til, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og at klageren ikke kan meddeles asyl på nyt grundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin nationalitet, hvorfor der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen. Der er blandt andet lagt afgørende vægt på de oplysninger fra de libanesiske myndigheder, som er modtaget via den danske ambassade i Beirut, hvorefter klageren har fået udstedt et libanesisk pas med [pasnummer] gyldigt fra [foråret] 2015 og ét år frem. Af samme bekræftes fra The Directorate General for Civil Status i Libanon, at klageren er libanesisk statsborger. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering heraf, at det ikke har været muligt at indhente yderligere oplysninger idet de libanesiske myndigheder alene kan be- eller afkræfte, hvorvidt en person er libanesisk statsborger eller ej. Klagerens forklaring om, at hun intet kendskab har til dette libanesiske pas, eller at hun ikke har søgt eller fået udstedt et sådant, kan ikke føre til en anden vurdering, idet både klagerens navn, fødedato, samt [familiemedlem B’s] navn fremgår af passet, og at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 har bekræftet rigtigheden af disse oplysninger. Klagerens forklaring til samtalen [i efteråret] 2023 om, at det muligvis kunne være klagerens [familiemedlem C], der har fået udstedt et libanesisk pas på klagerens vegne, forekommer bemærkelsesværdig og kan ikke lægges til grund. Endelig kan det ikke føre til en anden vurdering, at klageren til sine fem samtaler med Udlændingestyrelsen, senest [i efteråret] 2023, har fastholdt, at hun er statsløs palæstinenser fra Syrien, idet klageren ikke nærmere har sandsynliggjort dette. Der er derimod ved de nævnte oplysninger fra Directorate General for Civil Status i Libanon fremlagt oplysninger, der modstrider klagerens påstand. Endelig bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ECOI rapport Palestenian Refugees Access to registration and UNRWA services, documents, and entry to Jordan fra juni 2020 fremgår, at oplysninger i UNRWA`S registrerings database kun foretages, når en person selv tilvejebringer disse til UNRWA. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren var libanesisk statsborger og ikke statsløs palæstinenser fra Syrien, som oplyst ved sin indrejse i Danmark [i vinteren 2015/2016]. Klageren har således bevidst afgivet urigtige oplysninger til brug for behandlingen af sin asylsag. Klagerens frygt for at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien og fordi hun frygter de personer, der slog hendes [familiemedlem A] ihjel, kan ikke føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet klageren vil blive udsendt til sit hjemland Libanon og at det alene beror på klagerens egen formodning, at de personer, der har dræbt klagerens [familiemedlem] i Syrien, og angiveligt har forsøgt at voldtage klageren, vil have viljen og evnen til at efterstræbe klageren i Libanon. Endvidere har klageren ikke oplyst, at hun har konflikter i Libanon. Endelig finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold, herunder at hun er islamisk viet til en herboende i Danmark og henset til, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, foreligger der ikke sådanne omstændigheder, at det må antages at virke særlig belastende for klageren at nægte forlængelse af hendes opholdstilladelse. Det af klagerens advokat anførte kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet afvejning af sagens oplysninger er betingelserne herefter opfyldt for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Liba/2025/2/Saba
