Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Libanon frygter at skulle bo alene og uden hjælp fra sin familie, samt at hun ikke kan få den nødvendige hjælp i forhold til sine helbredsmæssige problemer. Ansøgeren har hertil oplyst, at alle hendes børn og søskende bor i udlandet, og at hun ikke har nogen steder at bo i Libanon, da hendes [familiemedlem] har overtaget hendes lejlighed, og at han er død af kræft. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke kan bo alene grundet sine helbredsmæssige problemer, som gør, at hun har brug for hjælp i dagligdagen. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun lider af [en lang række af helbredsproblemer] og tager smertestillende piller. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i den nordlige af Libanon, som ansøgeren kommer fra - herunder for enlige kvinder - ikke i sig selv kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren oplyser at have [en lang række af helbredsproblemer], og tager smertestillende piller, kan ikke føre en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7 for at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Liba/2025/1/ajni