Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kineser fra[A], Kina. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er tilknyttet [religiøs bevægelse] og har været aktiv medlem af bevægelsen fra perioden 2000 frem til sin udrejse af Kina, og at han på den baggrund frygter forfølgelse af ukendte personer. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Kina udleverede materiale relateret til [religiøs bevægelse], hvilket medførte, at han blev opsøgt af ukendte personer, der første gang konfiskerede hans materiale og truede ham. Anden gang, blev han tilbageholdt af fire personer, der tvang ham ind i en bil. Han var derefter indespærret i et lille mørkt rum, hvor han gentagne gange blev slået og afhørt om [religiøs bevægelses netværk]. Efter længere tids indespærring, blev han løsladt og truet med repressalier, såfremt han ikke stoppede med at udlevere materiale. Ansøgerens forklaring har fremstået usikker og i betydeligt omfang udetaljeret, ligesom han på væsentlige punkter har forklaret divergerende. Herunder har ansøgeren kun i begrænset omfang kunne forklare, om sin tilknytning til og indholdet af [religiøs bevægelse] og hvilket materiale han i Kina angiveligt har udleveret vedrørende [religiøs bevægelse]. Endvidere har ansøgerens forklaring, om hvilke lande han tidligere har været i og udbredt [religiøs bevægelse], været divergerende og usikker. Ansøgerens forklaring vedrørende omstændighederne ved indespærringen i Kina, herunder, om der har været medindsatte, og om disse har udsat ham for overgreb, har tillige været divergerende. På denne baggrund og idet Flygtningenævnet desuden kan tilslutte sig de af Udlændingestyrelsen påpegede divergenser og usikkerheder i ansøgerens forklaring, kan ansøgerens forklaring ikke lægges til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Efter Flygtningenævnets bevisvurdering af ansøgerens forklaring, og efter det i øvrigt foreliggende findes en sådan undersøgelse ikke at have betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at iværksætte en torturundersøgelse. På baggrund heraf finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kina vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer Kina/2025/2
