Nævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har gjort gældende, at han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Iran konverterede til kristendommen og blev døbt. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter og er blevet konfirmeret. Endvidere er hans kristne aktiviteter blevet eksponeret på de sociale medier. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at ansøgeren som følge af sine psykiske lidelser har hukommelsesproblemer, hvilket er indgået i nævnets asylretlige vurdering. Spørgsmålet om asyl efter udlændingelovens § 7 Det bemærkes, at Flygtningenævnet ved sine afgørelser af [foråret] 2003 og [sommeren] 2019 har afvist at lægge ansøgerens påberåbte konversion til kristendommen til grund. Det er i disse afgørelser anført blandt andet, at ansøgeren har forklaret upræcist, divergerende og generelt om en sådan konversion. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens forklaring for nævnet og de øvrige oplysninger, der er tilvejebragt til brug for genoptagelsessagen, at ansøgerens forhold til kristendommen stadig ikke kan anses for at være en konversion begrundet i en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Der er herved navnlig lagt vægt på de divergenser, der er fremhævet i de tidligere afgørelser, samt at ansøgeren fremstår mindre overbevisende om sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen og om betydningen af kristendommen for ham. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren også til brug for dette nævnsmøde har fremlagt en række udtalelser fra sognepræster mv., der navnlig dokumenterer hans kirkelige aktiviteter, ligesom ansøgeren har fået tatoveret [kristent symbol] på [synlig legemsdel], og [viser kristent symbol] på sit profilbillede på [socialt media A]. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forhold til kristendommen er blevet eksponeret sur place i et sådant omfang, at det er egnet til at komme til de iranske myndigheders kendskab, såfremt myndighederne retter søgelyset mod ansøgerens person, og at han i så fald vil blive opfattet som en kristen konvertit. Der er i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at ansøgeren på sin åbne [konto på socialt medie A], hvor han som nævnt [viser kristent symbol] på sit profilbillede, har delt en lang række opslag med kristent indhold. Det tilføjes, at der også er delinger med regimekritisk indhold. Der er ligeledes lagt en vis vægt på, at ansøgeren i en videodokumentar om det danske asylsystem fra [organisation], hvor han optræder med synligt ansigt og sit fulde navn, er blevet interviewet og i den forbindelse omtaler sin kristne tro. Dokumentaren er bl.a. lagt ud på organisationens [socialt medie B], der har over [10.000] abonnenter, og videoen er blevet vist over [1.000] gange. Ansøgeren optræder tillige i en [artikel] fra [et skriftligt medie] fra [vinteren 2022/2023], hvor han udtaler sig om sin kristne tro og sit asylforløb. Flygtningenævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran som følge af navnlig sine forbehold over for muslimske traditioner, sin tatovering [på synlig legemsdel] og sit meget lange fravær fra hjemlandet vil påkalde sig negativ opmærksomhed hos sine omgivelser, herunder de iranske myndigheder. Det anførte må samlet set forventes at indebære, at myndighederne retter søgelyset mod ansøgerens person og dermed hans aktiviteter på sociale medier. Flygtningenævnet finder efter en samlet og kumulativ vurdering af de anførte forhold og efter baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10 Ansøgeren er i [midten af 2000’erne] som anført straffet med ni års fængsel for overtrædelse af [en udenlandsk] straffelovs bestemmelser om grov narkotikasmugling og udvist af [land] for bestandig. Flygtningenævnet har på den baggrund anmodet Udlændingestyrelsen om en udtalelse til brug for en eventuel vurdering af spørgsmålet om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10. Udlændingestyrelsen har i den anledning fremsendt en udtalelse [i efteråret]2024. Om kriminalitet begået i udlandet er bl.a. følgende anført i Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2023, side 318f: ”Hvis en udlænding – uden for anvendelsesområdet for flygtningekonventionens artikel 1 F – har begået kriminalitet i udlandet, kan dette få betydning for vurderingen af, hvorvidt den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2. Det fremgår således af § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, at en udlænding ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, kan gives opholdstilladelse efter § 7, hvis udlændingen enten uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, eller der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter disse bestemmelser. Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, side 18, fremgår: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 – som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 1 – ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår de udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, vil således alene kunne udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, da det efter flygtningekonventionen er en betingelse, at udlændingen skal være dømt for den pågældende forbrydelse. Det skal herudover indgå i vurderingen, om forbrydelsen er særlig farlig, samt om udlændingen fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet.” Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen i den fremsendte udtalelse ikke har taget stilling til, om ansøgeren bør udelukkes fra asyl med henvisning til, at han har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen har i udtalelsen heller ikke taget stilling til, om udelukkelse fra asyl efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, vil være i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det bemærkes om den vurdering, der skal foretages i den henseende, at der i første række skal tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det bemærkes hertil, at ansøgeren efter det oplyste blev løsladt fra afsoning i 2012, men at Udlændingestyrelsen i udtalelsen ikke har forholdt sig til ansøgerens efterfølgende adfærd, ligesom ansøgerens personlige forhold i øvrigt heller ikke er omtalt i udtalelsen. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger i øvrigt, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af spørgsmålet om udelukkelse fra asyl tilsiger, at sagen – uanset det hidtidige og meget langvarige sagsforløb – hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning og en fornyet vurdering i første instans af det nævnte spørgsmål.” Iran/2025/8/lnk
