Dublin Familierelationer og aegteskabslignende forhold
Dublin - Afhaengighedsforhold
Dublin Helbredsmaessige forhold
Dublin
Artikel 12 (Opholdstilladelse eller visum)
Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et udløbet visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens datter bor i Danmark samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i sommeren] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens datter og børnebørn bor i Danmark kan ikke føre til, at hendes asylsag skal realitetsbehandles her i landet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens datter og børnebørn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at ansøgerens datter har mange psykiske problemer og at ansøgeren gerne vil støtte hende samt at ansøgeren selv har behov for hjælp fra datteren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at der består et afhængighedsforhold mellem de to af en sådan karakter, at det er omfattet af forordningens artikel 16. Herved har Flygtningenævnet lagt vægt på, at før klageren indrejste i Danmark, havde de ikke set hinanden siden 2014, hvor datteren udrejste af Eritrea. For så vidt angår, at klageren har helbredsmæssige problemer, idet hun har problemer med sine hofter og går meget dårligt samt har svært ved at orientere sig om, hvor hun er, finder Flygtningenævnet, at klageren i Tyskland vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling og -støtte. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig bemærker Flygtningenævnet vedrørende det forhold, at klageren frygter, at den familie hun arbejdede for og flygtede fra i Tyskland, vil tvinge hende tilbage til [land], hvis de finder hende, at klageren må henvises til at kontakte de tyske myndigheder, såfremt hun oplever problemer, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2025/9/sahe