Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke ses grundlag for en mundtlig behandling af sagen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 53, stk. 10, at ”sager vedrørende afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b behandles af formanden eller en næstformand alene. En sag efter 1. pkt. kan i helt særlige tilfælde henvises til behandling efter stk. 6.”. Nævnet finder ikke, at der foreligger et sådant helt særligt tilfælde. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anført om, at klageren har forklaret, at han har mistet tilliden til de tyske udlændingemyndigheder, idet han mener, at de tyske sagsbehandlere var negativt forud indtaget omkring hans sag, at de tyske udlændingemyndigheder ikke ville kigge på klagerens fremlagte beviser, og at der ikke er blevet foretaget en tilstrækkelig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren og hans [familiemedlem] har deltaget i asylsamtaler med de tyske myndigheder, at de har fået prøvet deres sag ved en klageinstans efter, at de tyske udlændingemyndigheder meddelte dem afslag på asyl, og at de efter egne oplysninger har haft en klagesag ved [domstol] i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, at præsidenten for [domstol] i Tyskland bevidst har forhindret bevisindsamling og retten til en retfærdig rettergang for klagerne, og at anklagemyndigheden i [by] langvarige passivitet blev udmøntet i, at anklagemyndigheden nægtede at efterforske en anden dommer, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at klage over dommeren og anklagemyndighedens behandling af klageren til de relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det samme gør sig gældende for det forhold, at klageren har oplyst, at Rigsadvokaten i [by] skulle havde nægtet at sende en forklaring om lovovertrædelser til klageren, hans [familiemedlem] og de danske myndigheder, idet de har ignoreret klageren og hans [familiemedlems] skriftlige udsagn og har haft lange perioder af passivitet. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af klageren anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for at blive sendt tilbage til [land]. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Det forhold at klageren lider af varikose, åreknuder, samt at han har fået en midlertidig tandprotese i Tyskland, der skal skiftes, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder endeligt, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenr.: Dub-Tysk/2025/7/JLY
