dub-tysk202426

Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle i Tyskland havde udsat klageren for overgreb, og at klageren ønskede at blive i Danmark, da hun ønskede at bo i samme land som sin søster. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum til Tyskland, der udløb den 28. oktober 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 12. december 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ægtefælle i Tyskland har udsat klageren for flere overgreb, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det tyske politi, idet det tyske politi må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår det anførte om, at klageren Ønsker at blive i Danmark, da hun ønsker at bo i samme land som sin søster, idet de har et tæt forhold, og idet klagerens søster vil kunne hjælpe klageren med at integrere sig i det danske samfund, kan dette heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klagerens søster ikke er omfattet af begrebet ‘familie’ i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder i Øvrigt ikke efter de foreliggende oplysninger, at klageren er afhængig af sin søster i forordningens forstand, jf. artikel 16, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at klagerens søster er afhængig af klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har været adskilt fra sin søster, der efter de foreliggende oplysninger har opholdt sig i Danmark i otte år, indtil klageren indrejste i Danmark i november 2023. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.Dub-Tysk/2024/26/YSN