dub-pole20251

Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har en gyldig opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.

DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at konkrete personer på ansøgers arbejdsplads i Polen har fornærmet ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse.  Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han på sin arbejdsplads i Polen oplevede, at konkrete personer fornærmede ham, og at folk i Polen er sure på flygtninge og [personer af samme nationalitet som klageren], der opholder sig i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at fornærmelserne ikke udviklede sig yderligere, idet klageren ikke ønskede problemer. Derudover bemærker Flygtningenævnet, at klageren, såfremt han på ny skulle opleve fornærmelser fra personer i Polen, må henvises til det polske politi eller til de polske myndigheder i øvrigt, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/1/lafal