Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2001/2002], og at han [i efteråret] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens [specifik bestemmelse]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2020 udrejste til Afghanistan. Klageren udrejste for at besøge sin mor. [I vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens [specifik bestemmelse], var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 2, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Endelig fandt Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet at have til hensigt at tage varigt ophold i Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne efter udlændingelovens § 17, stk. 1, for bortfald af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Således har klageren opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., jf. 2. pkt. Klageren har endvidere opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ved at have opsagt sin lejebolig i Danmark i begyndelsen af 2019 og have været hjemløs fra genindrejsen i Danmark i [efteråret] 2019 til næste udrejse til Afghanistan i [efteråret] 2020. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens begrundelse herfor, herunder at der ikke i noget omfang er oplyst om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2001. Han har således opholdt sig her i landet i knap 24 år, idet han dog har været udrejst til Afghanistan flere gange af en samlet varighed på omkring 2,5 år. Klageren har efter det oplyste familiemedlemmer i Danmark, men han har ikke stiftet selvstændig familie her i landet. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder videre, at bortfald af klagerens opholdstilladelse varetager legitime hensyn. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i bortfald af klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som et bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for hans privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren trods sit lange ophold her ikke har opnået nogen særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på klagerens meget ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, foreningsforhold mv. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at klageren indgår i andre danske netværk. Klageren har som anført ikke stiftet familie i Danmark. Heroverfor står, at klageren i lange perioder har været udrejst til Afghanistan, hvor han har stiftet familie, herunder har fået [et antal] børn, og klagerens familie bor i Afghanistan. Klageren må anses for at have særdeles stærke kulturelle, herunder sproglige, bånd til Afghanistan. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at der sker bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2025/13/aalk/flfr
