Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt et barn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Polen. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Polen [i sommeren] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger efter sagens oplysninger, herunder navnlig de lægelige oplysninger, til grund, at [klager A] er diagnosticeret med [livstruende syg] og er i et [behandlingsforløb] på [hospital A]. Han har fået [beskrivelse af element af klagerens behandlingsforløb]. Det er den lægelige forventning, at [klager A’s] restlevetid er et par måneder. [Klager A] må som følge af sin nuværende og særdeles alvorlige helbredsmæssige tilstand anses som en ganske særligt sårbar person, og hensynet til varetagelsen af [klager A’s] tarv – og i den sammenhæng tillige [klager A’s ægtefælle] og mindreårige [barns] tarv – taler klart for at lade klagernes asylansøgninger behandle i Danmark. Henset hertil, og til at det efter baggrundsoplysningerne fra AIDA om forholdene i Polen er behæftet med nogen usikkerhed, i hvilket omfang [klager A] straks efter en eventuel overførsel til Polen vil kunne få adgang til den nødvendige behandling, finder Flygtningenævnet efter en samlet og helt konkret vurdering af sagens særlige omstændigheder, at betingelserne for at afvise at behandle ansøgningerne i Danmark ikke er opfyldt. Allerede med henvisning hertil omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelser, således at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark.” § 29 b-pole/2024/1/sahe
