dub-tysk202528

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og derefter var udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Sagen blev behandlet på formandskompetence.

DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tidligere oplevede overgreb, mens han var indkvarteret i Tyskland, samt hans frygt for lignende overgreb i Tyskland, og hans psykiske tilstand, der medfører, at ansøger har selvmordstanker i forbindelse med at skulle overføres til Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han har en konflikt med en privatperson i Tyskland, som forsøgte at begå overgreb på klageren, og som truede klageren på livet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med denne privatperson i Tyskland, må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens psykiske helbred og den medsendte lægejournal, hvoraf det fremgår, at klageren er vurderet med PTSD, at klageren er disponeret for skizofreni, og at klageren er vurderet psykotisk med forekomst af [blandt andet hallucinationer], kan ikke føre til en ændret vurdering.  Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland vil have adgang til den relevante medicinske behandling, hvilket understøttes af, at klageren i Tyskland forud for sin udrejse til Danmark modtog medicin og havde adgang til psykiatrisk behandling. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”

Løbenummer: Dub-Tysk/2025/28/EEB