Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren lider af psykiske helbredsproblemer, og at han har to søstre i Danmark, som hjælper og støtter ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han lider af psykiske problemer, herunder [psykiske helbredsproblemer], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved behov må antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, og nævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han tidligere har modtaget behandling i Tyskland. Det forhold, at klageren har to herboende søstre, som drager omsorg for ham, når han i perioder har det skidt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klagerens søstre ikke er omfattet af begrebet ‘familie’ i Dublinforordningens forstand, jf. forordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hans to søskende, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det bemærkes, at klageren har været adskilt fra sine søstre, som ifølge det af klageren oplyste har opholdt sig i Danmark i over ti år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17.”
Dub-Tysk/2025/14/Hlwk