dub-kroa202514

Nævnet omgjorde i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Genoptaget sag.

Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at en overførsel til Kroatien ville være i strid med Dublinforordningens artikel 3, stk. 2 samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og 5. Videre anmodede advokaten med henvisning til sagens lange sagsbehandlingstid og klagerens sårbarhed om, at klagerens asylsag skulle behandles i Danmark i medfør Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. jf. præamblens punkt 17. Derudover henviste advokaten subsidiært til, at afgørelse af sagen skulle udsættes med henblik på en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen vedrørende seks måneders fristen for overførsel i Dublinforordningens artikel 29 samt kravene til indholdet af en individuel garanti. Mere subsidiært havde advokaten endelig anmodet om, at sagen skulle udsættes med henblik på afgørelsen af sag C-560/23, Tang, der verserer ved EU-Domstolen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen fremsendte klagerens sag til Flygtningenævnet [i foråret] 2023. Herefter, og med henvisning til Flygtningenævnets koordinationsudvalgs beslutning af 12. maj 2025 vedrørende verserende sager om overførsel til Kroatien i medfør af Dublinforordningen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af blandt andet sagens karakter og forløb samt hensynet i Dublinforordningen om hurtig ansvarsfastlæggelse, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet omgør på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2023 i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, således at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet skal beklage det lange samlede sagsforløb, som nævnets mere overordnede overvejelser har medført. ” Dub-Kroa/2025/14/sael