Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Ansøgeren er født i [land i Mellemøsten], men flyttede som barn til [by], Libyen, hvor hun har boet frem til sin udrejse af landet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at hun frygter sin tidligere svigerfamilie i Libyen, fordi hun er blevet skilt og ikke længere går med hijab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes svigerfamilie, der er meget troende, betragter hende som afviger fra islam og har fremsat trusler mod hende som følge heraf. Hun frygter endvidere, at svigerfamilien vil tage børnene fra hende. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter forholdene i Libyen som enlig, vestliggjort kvinde. Ansøgeren har til støtte herfor peget på, at kvinder generelt er særligt udsatte for diskrimination og overgreb i Libyen. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen, herunder at hun og hendes børn vil blive behandlet som migranter og udsat for overgreb, såfremt de sendes tilbage til Libyen. Ansøgeren har tillige henvist til, at hendes døtre har et selvstændigt asylmotiv, idet det ikke kan afvises, at de i Libyen vil risikere forfølgelse som følge af deres vestliggørelse, herunder manglende ønske om og evne til at indordne sig islamisk levevis, hvorfor de som tilhørende en særlig social gruppe vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Asylmotivet vedrørende en konflikt med ansøgerens tidligere svigerfamilie[:] Ansøgeren har forklaret, at hun har modtaget en trussel fra [et familiemedlem] til den tidligere ægtefælle. Ansøgeren forklarede ikke om en sådan trussel i forbindelse med nævnsmødet [i foråret] 2022, selv om hun havde anledning dertil, og den tidligere ægtefælle har forklaret, at han ikke har kendskab til den omtalte trussel. På den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om truslen til grund. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at hun ikke har kontakt til sin tidligere svigerfamilie, og at hun navnlig er bange for, at svigerfamilien vil tage børnene fra hende ved en tilbagevenden til Libyen. Uanset at relationen til ansøgerens tidligere ægtefælle i den seneste tid måtte være forværret, finder Flygtningenævnet efter det foreliggende, at ansøgerens konflikt med sin tidligere svigerfamilie i anledning af skilsmissen og ansøgerens levevis i Danmark ikke kan antages at have en sådan karakter og intensitet, at dette kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Asylmotivet vedrørende forholdene for (enlige) kvinder i Libyen[:] Ansøgeren har gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for at blive udsat for kønsspecifik forfølgelse og har i den forbindelse henvist til, at dette bør anerkendes af Flygtningenævnet som grundlag for asyl. Ansøgeren har herunder henvist til, at hun ikke ønsker at gå med hijab ved en eventuel tilbagevenden til Libyen. Det lægges til grund, at de generelle forhold for kvinder i Libyen er tiltagende problematiske, jf. således det hollandske udenrigsministeriums rapport ”General Country of Origin Information Report Libya” (februar 2023), s. 50f. Human Rights Watch ”World Report 2025 – Libya” (januar 2025) omtaler et såkaldt ”moralpoliti” i det vestlige Libyen (s. 3). Der kan endvidere henvises til Amnesty Internationals rapport ”Libya - submission to the UN Committee on the Elimination of Discrimination against Women, 90th pre-sessional working group, 3 – 7 June 2024, List of Issues Prior to Reporting”. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er fornødent grundlag for at antage, at de generelle forhold for kvinder i Libyen, herunder enlige kvinder, på nuværende tidspunkt har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Der er således ikke oplysninger om, at de generelle forhold har en karakter, der kan sidestilles med forholdene for kvinder og piger i Afghanistan under Taliban-styret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun som følge af de generelle forhold for kvinder i Libyen, herunder at hun som kvinde ikke ønsker at efterkomme et krav om at bære hijab og i øvrigt må anses for vestliggjort, har krav på international beskyttelse i Danmark. Asylmotivet vedrørende døtrenes ”vestliggørelse”[:] Om dette asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at det ikke er nævnets praksis at meddele opholdstilladelse til unge kvinder (og mænd) fra Libyen på grundlag af tilegnelse af vestlige værdier og et ønske om at leve i overensstemmelse med sådanne værdier. Flygtningenævnet finder under hensyn hertil og til det ovenfor anførte om de generelle forhold for kvinder i Libyen, at asylmotivet om vestliggørelse ikke giver grundlag for at meddele ansøgerens døtre asyl. Øvrige asylmotiver[:] Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter de generelle forhold for palæstinensere i Libyen ikke i sig selv kan føre til asyl. Det af ansøgeren i øvrigt anførte kan ligeledes ikke føre til asyl. Flygtningenævnets flertal finder, at heller ikke en kumuleret og samlet vurdering af de ovennævnte forhold kan føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: stat/2025/9/sahe
