Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren er født i området [område A] i Mogadishu, han har senere boet i områderne [område B] og [område C], og inden sin udrejse af Somalia boede han i [område D] i Mogadishu. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at skulle arbejde for regeringen eller al-Shabaab, og at han ikke vil arbejde eller bære våben for nogen af parterne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der altid er borgerkrig i Somalia, ligesom der er mange problemer og meget kriminalitet i Somalia, herunder vold, voldtægt, mord og selvmordsbombere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab omkring 2010/2011 var og spørge efter hjemmets drenge, da ansøgerens familie boede i [område B]. Ansøgeren blev kun reddet, fordi han var i koranskole. Ansøgerens mor fortalte efterfølgende, at de havde været på bopælen for at rekruttere, og familien flyttede væk få dage efter. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i 2018 har været udsat for forsøg på røveri af sin mobiltelefon mv., og at hans familie har været omfattet af et mere generelt rettet rekrutteringsforsøg fra Al-Shabaabs side i 2010/2011, hvor ansøgeren var omkring [4-7 år] år gammel, som førte til, at familien flyttede 10 km væk og derefter ikke efterfølgende oplevede problemer. Ansøgeren har desuden oplyst, at hans mor og to søstre fortsat bor i Somalia, og at de ikke har konflikter med nogen parter. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet endvidere forklaret, at han gennem kontakt til sin bror i [land A] har fået oplyst, at al-Shabaab for nylig har været på rekrutteringsbesøg i familiens hjemby. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke ved disse forhold har sandsynliggjort, at han står i et asylbegrundende konkret og individuelt modsætningsforhold til privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Somalia. Nævnet har navnlig lagt vægt på den årrække i perioden frem til udrejsen i 2019, hvor ansøgeren har kunnet bo i Somalia uden at opleve problemer. Ansøgerens forklaring om, at hans ene bror opholder sig i [land A], og at hans anden bror, som han udrejste sammen med, opholder sig i [land B], fordi de ikke kan være i Somalia på grund af frygt for al-Shabaab, kan ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren gennem en periode har opholdt sig i Europa, er et forhold, der hverken i sig selv eller i sammenhæng med de øvrige forhold i sagen kan føre til, at ansøgeren må anses for at stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Somalia, herunder således at ansøgeren vil blive anset for at være spion. De generelle forhold i Somalia, herunder det generelle kriminalitetsniveau, er ikke af en sådan karakter, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen om baggrunden for ansøgerens udrejse af Somalia, stadfæster Flygtningenævnet derfor udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Soma/2025/9/anjv