Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2020.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og anser ikke sig selv som tilhørende en religion. Ansøgeren er født og opvokset i [by A], [provins], Iran. Ansøgeren har fra 2018 til 2020 opholdt sig i [by B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at [hendes familiemedlem] ville slå hende ihjel eller sørge for, at hun blev dømt til henrettelse, fordi hun nægtede at blive medlem af Revolutionsgarden, Sepah. Ansøgeren havde til støtte herfor oplyst, at [hendes familiemedlem] arbejdede for Revolutionsgarden, og at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren havde videre oplyst, at [hendes familiemedlem] mange gange har udsat hende for vold. Ansøgeren besluttede sig derfor for at flygte fra sin familie. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har vanæret sin familie ved at flygte fra dem og gifte sig med sin herboende mand uden deres accept. De vil derfor slå hende ihjel, eller udsætte hende for andre overgreb, såfremt hun vender tilbage til Iran. Herudover har [hendes familiemedlem] sendt trusler til hende og ægtefællen i Danmark. Ydermere vil ansøgeren blive påtvunget en religiøs levestil, som hun ikke ønsker, herunder at bære hijab. Ansøgeren har endelig som asylmotiv gjort gældende, at hun frygter, at hendes familie vil gifte hendes medfølgende barn bort mod hendes barns vilje. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie gjorde det samme mod hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hendes asylmotiver i det væsentlige ikke kan lægges til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [efteråret] 2020, og at hun først søgte om asyl [i sommeren] 2022, uagtet at ansøgeren har forklaret, at hendes asylmotiver i det væsentlige bestod, da hun indrejste i Danmark. Ansøgerens forklaring for nævnet har i ikke ubetydeligt omfang fremstået usikker og usammenhængende. Ansøgerens forklaring har desuden på væsentlige punkter været divergerende og udbyggende, herunder om hvornår og hvor hun har opholdt sig i Iran for at undgå sin familie, i hvilket omfang hun har skiftet telefonnummer eller sim-kort for at holde sig skjult, og hvornår og i hvilket omfang og fra hvem hun eller hendes ægtefælle har modtaget trusler. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagte nogle trusselsbeskeder. Flygtningenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at beskederne stammer fra ukendte numre. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at det beror på hendes egen formodning, at beskederne hidrører fra hendes familie, og at beskederne først er fremlagt flere år efter, at ansøgeren søgte asyl, og efter hun blev gjort bekendt med vigtigheden af at fremlægge disse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for kvinder i Iran, herunder krav om, at kvinder under trussel om straf skal anvende hijab mv., har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde, at den kvindelige klager har behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2025/27/lnk
