Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1., samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen. Klageren er født i landsbyen [landsby A], Eritrea, men i 2003 flyttede han til [landsby B], Eritrea, hvor han boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive slået ihjel eller blive idømt livsvarigt fængsel, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han efter at have modtaget orientering om, at han skulle aftjene militærtjeneste, flygtede fra stedet og ved andres hjælp kom tilbage til sin familie i [landsby B]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han efter 10 til 14 dage udrejste af Eritrea. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse, idet han er deserteret fra militærtjeneste, og klageren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren, som anført isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren. Af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., følger, at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet udlændingelovens §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. er skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning vedrørende grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsrettens] dom [i vinteren 2023/2024] fundet skyldig i voldtægt og straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder, og efter arten og grovheden af forholdet sammenholdt med klagerens personlige forhold og tilknytning til henholdsvis Eritrea og Danmark udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder, at klageren er dømt for en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand. Der er herved henset til, at klageren er dømt for personfarlig kriminalitet af særlig grov karakter og længden af den idømte frihedsstraf. Om klagerens personlige forhold fremgår det af sagen, at klageren er [i starten af 30’erne]. Han indrejste i Danmark i 2014 fra Eritrea. Han har ingen familie i Danmark. Han har gået på sprogskole og afsluttet Dansk 2 modul 6. Han har læst [fag A] og [fag B] på VUC i [slutningen af 2010’erne]. Han har gået på teknisk skole, men stoppede igen da han dumpede til eksamen. Han har arbejde [i virksomhed A] og har i 2015 arbejdet som [stilling] på et slagteri på deltid. Han har ingen danske venner. Han har spillet fodbold på et [hold] med udelukkende etniske danskere. Han er opvokset i Eritrea og har gået i skole indtil 12. klasse. Han har sine forældre [og fem søskende] i Eritrea. Han taler og forstår tingrinsk, som er det officielle sprog i Eritrea. Han blev [i sommeren] 2022 gift i [land i Afrika], hvor ægtefællen er bosiddende efter at være flygtet fra Eritrea. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses at udgøre en fare for samfundet fremadrettet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Erit/2025/1/EEB
