Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren i Sverige formodes at blive overladt til igen at klare sig selv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af lovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet klageren i Sverige formodes at blive overladt til igen at klare sig selv. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at det af AIDAs Country Report Sweden (2023, Update) fremgår af pkt. 2.7 om Dublin returnees: “Dublin returnees with a final negative decision in Sweden are normally taken into custody on arrival and measures are taken to facilitate their removal. If their case is still pending in Sweden and there is no final negative decision, then they are placed in an accommodation centre near a point of departure and continue the procedure in their ongoing case. During 2018, the Aliens Act was amended concerning responsibility for the reception of Dublin returnees which means that the police authority takes over the responsibility from the Swedish Migration Agency regarding the reception of persons who have been accepted in accordance with the Dublin Regulation when there is a legally enforceable decision on cancellation or expulsion. Transfers to Sweden for “take back” cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Swedish Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. Since the changes to the Law on the Reception of Asylum Seekers (LMA) in 2016 only families with minor children can be allowed to stay in this accommodation while the removal order is pending and after the period for voluntary return has passed. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to reaccess accommodation from the Migration Agency.” Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ikke vil blive betragtet som afvist asylansøger i Sverige, idet de svenske myndigheder har oplyst, at den pågældende ved genindrejse til Sverige kan indgive ny ansøgning om asyl. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at uanset at klageren har oplyst, at han er sund og rask, vil han i Sverige ikke have adgang til den fornødne hjælp, finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til sundhedsbehandling, og at det må antages, at han i Sverige vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, side 96, hvoraf det blandt andet fremgår, at: “During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, they are entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen).” Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Sver/2025/21/EEB
