Nævnet hjemviste i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Kroatien og den lange sagsbehandlingstid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 12. maj 2025 efter en samlet vurdering af nævnets verserende sager vedrørende Dublinoverførsler til Kroatien at genoptage behandlingen af sager vedrørende Dublinoverførsel til Kroatien. Udvalget besluttede samtidig at hjemvise sager fremsendt til nævnet efter offentliggørelsen den 24. april 2024 af beslutningen om berostillelse med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til, om fristen for overførsel ville være sprunget, såfremt styrelsen, i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagerne og fremsende dem til nævnet. Der er redegjort nærmere for Flygtningenævnets beslutning og baggrunden herfor i et nyhedsopslag med følgende ordlyd på nævnets hjemmeside: ”Flygtningenævnet offentliggjorde den 24. april 2024 en beslutning om at berostille behandlingen af sager vedrørende overførsel i medfør af Dublinforordningen til Kroatien og afvente en ny individuel garanti i tre konkrete sager fra de kroatiske myndigheder om, at klagernes asylansøgning tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med Kroatiens EU-retlige og øvrige internationale forpligtigelser. Udlændingestyrelsen fremsendte i september 2024 garantisvar fra de kroatiske myndigheder. Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede på møde den 16. januar 2025, at den nyindhentede individuelle garanti i de konkrete sager ikke kunne tjene som en generel garanti ved behandlingen af andre sager om Dublinoverførsel til Kroatien, og besluttede på den baggrund at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med henblik på en afklaring af, om de kroatiske myndigheder kunne udstede en generel garanti om, at alle asylansøgere, der overføres fra Danmark til Kroatien efter Dublinforordningen, vil blive behandlet i Kroatien i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har på nuværende tidspunkt ikke modtaget en sådan garanti. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har i den anledning besluttet at genoptage behandlingen af sager vedrørende overførsel i medfør af Dublinforordningen til Kroatien. Det drejer sig om cirka 60 personsager. Udvalget har samtidig efter en samlet vurdering af blandt andet forløbet, sagernes karakter og hensynet i Dublinforordningen om hurtig ansvarsfastlæggelse besluttet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at omgøre sager fremsendt til Flygtninge-nævnet inden nævnets offentliggørelse den 24. april 2024 af beslutningen om berostillelse af behandlingen af sagerne. For så vidt angår sager fremsendt til nævnet efter offentliggørelsen af beslutningen om berostillelse, har koordinationsudvalget besluttet som udgangspunkt at hjemvise disse med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til, om de pågældende sager nu bør realitetsbehandles her i landet, herunder om fristen for overførsel ville være sprunget, såfremt styrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagerne og fremsende dem til nævnet. Flygtningenævnet har ved ovenstående beslutning ikke forholdt sig de aktuelle baggrundsoplysninger om asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforhold i Kroatien.” Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen fremsendte klagerens sag til Flygtningenævnet [i sommeren] 2024. Herefter, og med henvisning til Flygtningenævnets koordinationsudvalgs ovenfor omtalte beslutning af 12. maj 2025, har nævnet besluttet at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om klagerens sag nu bør realitetsbehandles her i landet, herunder om fristen for overførsel i Dublinforordningens artikel 29 ville være sprunget, såfremt styrelsen i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning om berostillelse, havde undladt at træffe afgørelse i sagen og fremsende den til nævnet. Af hensyn til sagens omstændigheder, herunder den lange sagsbehandlingstid, skal nævnet anmode Udlændingestyrelsen om at behandle sagen hurtigst muligt. Flygtningenævnet skal beklage det lange samlede sagsforløb, som nævnets mere overordnede overvejelser har medført.”
Løbenummer: Dub-Kroa/2025/5/marau