Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra [bynavn], Rusland. Ansøgeren blev i [årstal i 2000’erne] tildelt [statsborgerskab i et andet land]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Rusland, fordi hun ikke længere har en tilknytning til eller har pårørende i Rusland. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste til [det andet land] i [årstal i 1990’erne] for at bosætte sig med sin [nationalitetsangivelse] ægtefælle. Hun ønsker at bo og uddanne sig i Danmark, hvor hun har sin voksne søn og har været diagnosticeret med en behandlingskrævende [sygdom]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har frasagt sit russiske statsborgerskab. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i foråret] 2025. Ansøgeren har således forklaret, at det ikke var et krav for at opnå [statsborgerskab i det andet land], at hun frasagde sig sit russiske statsborgerskab. Det forhold, at ansøgeren har afleveret sit russiske pas til det russiske konsulat i [by i det andet land], kan ikke anses som en frasigelse af sit russiske statsborgerskab. Der er endvidere henset til, at det ikke ifølge [statsborgerskabslov i det andet land] er et krav at frasige sig sit oprindelige statsborgerskab for at opnå [statsborgerskab i det andet land]. Endelig følger det af artikel 10 i den russiske statsborgerskabslov, at en russisk statsborger alene betragtes som en russisk statsborger, uanset denne måtte have opnået statsborgerskab i et andet land. Flygtningenævnet kan herefter tilslutte sig, at den asylretlige vurdering af ansøgerens forhold alene skal foretages i forhold til Rusland. Ansøgeren har ikke oplyst om konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Rusland, som kan begrunde asyl. Det af ansøgeren oplyste om, at hun ikke har nogen tilknytning til Rusland, hvor hun ikke har været siden [årstal i 1990’erne], at hun ikke har nogen pårørende i Rusland, og at hun ønsker at bo og uddanne sig i Danmark, hvor hendes voksne søn er bosiddende, kan ikke føre til en anden vurdering, idet dette er socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er diagnosticeret med en behandlingskrævende [sygdom], kan ikke føre en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold i særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der foreligger oplysninger om, at ansøgeren som følge sine helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Rusland. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen kan ansøgeren herefter ikke meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Rusl/2025/10/dh
