Nævnet stadfæstede i juni 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], [distrikt], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han ikke vil hverves af en milits, fordi der ikke er sikkert i Libyen, og fordi der er borgerkrig i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han på grund af sine mange år ude af landet vil blive indkaldt til afhøring og mistænkt for at være forræder eller spion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis man ikke tilslutter sig en milits, bliver man slået ihjel, og hvis man tilslutter sig en milits, vil man blive tvunget til at slå ihjel, hvilket ansøgeren ikke ønsker. Ansøgeren er to gange blevet forsøgt hvervet af militsen [milits]. Ved første opsøgning blev ansøgeren omkring [vinteren 2013/2014] opsøgt på en cafe, hvor militsen henvendte sig til ansøgeren og andre personer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle komme til et møde på en lokation, hvor militsen holdt til. Ansøgeren tog ikke til lokationen. Ansøgeren blev opsøgt for anden gang i sommeren 2015 på gaden i nærheden af sin bolig. Ansøgeren blev spurgt af mænd fra militsen, hvorfor han ikke havde tilsluttet sig dem endnu for at forsvare byen. Mændene sagde, at ansøgeren var en forræder, og at han skulle hjælpe med at kæmpe mod det gamle regime, og at de ellers kunne finde på at slå ham ihjel. De sagde også, at det var sidste advarsel. Ansøgeren sagde, at han ville henvende sig senere, men han henvendte sig ikke, og i stedet gemte han sig i en anden del af byen og udrejste herefter omkring 10 dage efter opsøgningen. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med militsen [milits] finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrunde konflikt med denne milits. Om sit første møde med militsen har ansøgeren under asylsamtalen [i vinteren 2016/2017] blandt andet forklaret, at han mødte tre personer på en cafe, hvor de sad ved siden af ansøgeren og drak kaffe. Mændene sagde, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem og henvende sig på en bestemt lokation i byen [by]. Mændene kendte ikke ansøgerens navn, og han fortalte heller ikke mændene sit navn. Om sit andet møde med militsen i 2015 har ansøgeren til Udlændingestyrelsen blandt andet forklaret, at ansøgeren sad ude på gaden cirka 20 meter fra sin bopæl. To af mændene gik hen til ansøgeren. Ifølge ansøgeren kendte de to mænd hans navn og spurgte, hvordan det kunne være, han ikke havde tilsluttet sig dem, at han var en forræder, og at de kunne finde på at slå ham ihjel. De sagde også, at det var anden gang, de henvendte sig til ham, og at det var sidste advarsel. Mændene sagde, han skulle tilslutte sig dem hurtigst muligt, fordi det var bedst for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren to gange - med lidt over et års mellemrum - er blevet opfordret til at lade sig hverve til militsen [milits] henholdsvis i [vinteren 2013/2014] og i [sommeren] 2015. Nævnet kan imidlertid ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring om den anden opsøgning til grund. Særligt finder nævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at de to opsøgende personer kendte ansøgerens navn, eller at de sagde, at det var anden gang, de henvendte sig til ham, og at det var sidste advarsel. Herved lægger nævnet særlig vægt på, at ansøgeren selv har forklaret om mødet med militsen i [vinteren 2013/2014], at mændene ikke kendte ansøgerens navn, ligesom han heller ikke fortalte mændene sit navn. På den baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at mændene under den anden opsøgning sagde, at det var anden gang, de henvendte sig, og at det var sidste advarsel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at militsens henvendelser til ansøgeren har haft en sådan karakter og intensitet, at det kan være asylbegrundende. Militsens henvendelser til ansøgeren med over et års mellemrum findes i begge tilfælde alene at have karakter af generelle opfordringer til at lade sig rekruttere. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren ikke blev opsøgt af militsen, hverken efter den første opfordring i [vinteren 2013/2014] eller i 2015 i de 10-12 dage, der gik, efter det andet møde med militsen. Ansøgerens familie er efter det oplyste heller ikke blevet opsøgt efterfølgende i anledning af militsens henvendelser til ansøgeren. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han generelt frygter at blive rekrutteret til libyske militser og det forhold, at der i Libyen er forskellige militser, kan ikke i sig selv være asylbegrundende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han skulle være i en individuel og konkret risiko for at blive hvervet til en milits. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Libyen vil blive indkaldt til afhøring og mistænkt for at være forræder eller spion. Dette kan således heller ikke i sig selv være asylbegrundende. De generelle forhold i Libyen kan ikke i sig selv være asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland Libyen vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Liby/2025/1/anjv
