Nævnet meddelte i juli 2025 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2025/32/DH. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.
Den [dato i vinteren 2015/2016] stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt dig afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved mail af [dato i sommeren] 2025 har Udlændingestyrelsen oversendt akterne fra Udlændingestyrelsens asylsag vedrørende dig, fordi din sag tidligere har været afgjort af Flygtningenævnet, og ansøgningen om asyl derfor betragtes som en anmodning om genoptagelse af sagerne i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagerne ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at du skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.
Løbenummer: Afgh/2025/33/DH