land20252

Nævnet afviste i januar 2025 at realitetsbehandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til en anden medlemsstat i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.

Flygtningenævnets udtalte blandt andet: ” [I efteråret] 2024 blev den [statsborgerskab] statsborger [klageren], født [fødselsdato], antruffet af politiet i Danmark i forbindelse med en anden sag. [I efteråret] 2024 anmodede Udlændingestyrelsen [medlemsstat A] om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. [I efteråret] 2024 accepterede [medlemsstat A] at modtage klageren i overensstemmelse med anmodningen [fra efteråret] 2024. [I efteråret] 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at overføre klageren til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. [I efteråret] 2024 fik klageren afgørelsen [fra efteråret] 2024 forkyndt af Hjemrejsestyrelsen, og han oplyste i den forbindelse, at han ønskede at klage over afgørelsen og være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. Klageren oplyste i samme forbindelse, at han ønskede at søge asyl. Den 29. oktober 2024 har Udlændingestyrelsen truffet en ny afgørelse om at overføre klageren til [medlemsstat A] i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Klageren har i forbindelse med Udlændingestyrelsens forkyndelse af afgørelsen den 29. oktober 2024 oplyst, at han ikke ønsker at klage over afgørelsen om overførsel. Ved e-mail af 14. november 2024 har klagerens advokat oplyst, at den pågældende ønsker at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til [medlemsstat A], og at han ønsker at være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. Udlændingestyrelsen har den 18. november 2024 fremsendt sagens akter til DRC Dansk Flygtningehjælp og anmodet om bemærkninger inden for 14 dage. Den 29. november 2024 har DRC Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet DRC Dansk Flygtningehjælp har anmodet om, at den pågældendes sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har den 20. december 2024 modtaget sagens akter, DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse af 29. oktober 2024. Efter en gennemgang af sagen har Flygtningenævnet besluttet at afvise at realitetsbehandle klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2024, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt., at klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel efter reglerne i Dublinforordningen skal være indgivet til Udlændingestyrelsen seneste syv dage efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen. Nævnet har således lagt vægt på, at klageren ikke har overholdt klagefristen på syv dage, idet klageren den 29. oktober 2024 er blevet meddelt Udlændingestyrelsens afgørelse og først den 14. november 2024 har oplyst, at han ønsker at påklage afgørelsen. Nævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2024, at en klage, der modtages efter de syv dage, ikke længere kan påklages og vil blive afvist. Nævnet bemærker endvidere, at klageren ved samtale med Udlændingestyrelsen den 29. oktober 2024 har fået oversat Udlændingestyrelsens afgørelse og er blevet vejledt om muligheden for at klage og være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp. Klageren er endvidere blandt andet blevet vejledt om, at ansvaret for at indgive en klage inden syv dage påhviler klageren. Flygtningenævnet afviser på den baggrund at behandle klagen.” Land/2025/2/anjv