Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1989 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7 stk. 1. Klageren blev i 2010 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet og blufærdighedskrænkelse]. Der blev fastsat en længstetid for foranstaltningen på 5 år. Klageren blev i 2015 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet og blufærdighedskrænkelse]. Der blev fastsat en længstetid for foranstaltningen på 5 år. Klageren blev samtidig udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom for [personfarlig kriminalitet]. Foranstaltningen blev fastsat uden længstetid. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk [etnicitet] fra [by A], Iran. Klageren er født muslim, men har oplyst, at han ikke tror på nogen religion i dag. Klageren har oplyst, at han har været politisk aktiv i et begrænset omfang, da han boede i Iran, hvor han var medlem af partiet [parti]. Klageren har hertil oplyst, at han ikke udførte mange aktiviteter for partiet. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han ikke har noget tilbage i Iran. Han er nu [62-65] år, og vil derfor ikke kunne finde arbejde i sin alder. Herudover har klageren ikke nogen i Iran, som han kan støtte sig til. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har levet halvdelen af sit liv i Danmark, hvorfor hans tanker er påvirket af danske normer. Klageren har læst meget på dansk, og dette har haft indflydelse på hans tankegang, hvorfor han vil have vanskeligt ved at kommunikere med andre iranere. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive hængt af de iranske myndigheder på grund af de problemer, som han tidligere har haft med dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han i Iran var tilhænger af partiet [parti], hvor [partileder] var formand. En dag i sommeren [1981-1984], da klageren var [20-23] år gammel, opdagede han et politisk møde mellem [væbnet gruppering], [partileder] og andre iranske partier i parken [park] i [by B]. Han blev den efterfølgende nat overfaldet i sit hjem af [partileder], der blandt andet ville hverve ham til sit parti. Klageren har endvidere oplyst, at han forud for sin udrejse af Iran i [1987-1990] adskillige gange blev arresteret af det iranske politi, herunder som følge af sin [kreative] aktiviteter, og at han blandt andet var indsat i [6-14 måneder] i [fængslet]. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke vil være i nogen reel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Nævnet lægger vægt på, at de konflikter, som klageren for over 30 år siden måtte have haft med de iranske myndigheder og politiske personer i Iran, ikke længere er aktuel, og at klageren derfor ikke længere kan anses at være i nogen reel risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at klageren i hvert fald [2-4] gange er rejst fra Danmark tilbage til Iran, senest i [2002-2005], hvorunder han har opholdt sig i henholdsvis [by B] i [1-4] måneder, og er rejst rundt i Iran, hvor han har besøgt familie og venner. Han er i disse tilfælde indrejst legalt på dansk konventionspas via [lufthavn i Iran] uden at opleve problemer, heller ikke i forbindelse med sin udrejse fra Iran. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren i [2002-2005] forsøgte at udrejse til Iran, fordi han havde besluttet sig for at tage ophold i Iran for at være sammen med sin daværende ægtefælle, men blev forhindret at udrejse af Danmark af de danske [myndigheder]. Nævnet vurderer på baggrund heraf, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageren i dag vil befinde sig i noget individuelt og konkret modsætningsforhold til de iranske myndigheder, forskellige grupperinger eller private personer i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i vurderingen af sagen taget hensyn til, at klageren har været under behandling for [psykiatrisk diagnose] og fremstår som havende et svækket mentalt helbred. Flygtningenævnet finder dog ikke at oplysninger om klagerens helbred er asylbegrundende, eller at det i øvrigt kan føre til en anden vurdering af sagen. Det forhold, at klageren ikke mener at kunne finde arbejde i Iran, og at han ikke har nogen personer i Iran, som han kan støtte sig til, kan endvidere ikke føre til nogen anden vurdering. Nævnet bemærker herved, at klageren efter sine egne oplysninger har familie i Iran, uagtet at han ikke har kontakt til dem. Hertil kommer, at der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at der ikke kan meddeles klageren asyl efter udlændingelovens § 7, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse som berigtiget [i 2024].” Iran/2025/1/AALK
