Nævnet stadfæstede i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland og den tyske asylsagsprocedure. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er meget bange for at blive sendt til [hjemland], efter han har fået afslag på asyl i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er baggrundsoplysninger, der indikerer, at der skulle foreligge systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene i Tyskland. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Det forhold, at klageren har en bror i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens bror ikke er omfattet af begrebet ”familie” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at der skulle være et afhængighedsforhold mellem klageren og hans bror. Det af klageren oplyste om, at han har været udsat for tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling, kan heller ikke føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”.
Løbenummer: Dub-Tysk/2025/30/JLY
