Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og et medfølgende barn, der havde indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens konflikt med et familiemedlem i Tyskland og til hendes psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren og hendes mindreårige [barn], jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens og hendes mindreårige [barns] ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren og hendes mindreårige [barn] i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter [familiemedlem], som opholder sig i Tyskland og efter det oplyste har udsat hende for trusler, overgreb og social kontrol, kan ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens psykiske helbred finder Flygtningenævnet, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA-rapporten ”Country Report Germany 2023 Update”, udgivet i juni 2024, side 164-167, hvoraf det fremgår, at asylansøgere i Tyskland har adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Nævnet bemærker hertil, at klageren efter det oplyste også tidligere har modtaget psykologbehandling i Tyskland. Videre bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen om nødvendigt forud for udsendelsen af klageren kan underrette de tyske myndigheder om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/1/CARA
