Nævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Island. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren efter at have modtaget afslag på asyl i Island har forladt medlemsstaternes område ved at have udrejst til [land A], og at Islands forpligtelser i henhold til Dublinforordningen er bortfaldet, jf. forordningens artikel 19, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har været udrejst til [land A] i mere end 3 måneder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke kan dokumentere sin hjemrejse til [land A] i perioden fra [vinteren 2024] til [efteråret] 2024. Det forhold, at klageren kun fik udleveret smertestillende medicin i en periode på [mellem et helt og et halvt år], og at han til trods for [flere] henvendelser til lægen ikke kunne få udleveret yderligere smertestillende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må henvises til at klage til en overordnet myndighed, såfremt han igen skulle opleve ikke at modtage den ønskede lægebehandling. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Island er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Island, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Isla/2025/1/EEB
