Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cuba. Indrejst i 2000.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk cubaner og kristen katolik fra [by], Cuba. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cuba frygter at blive slået ihjel af narkokartellet [A], fordi hans [familiemedlem A] havde en konflikt med dem. Han har til støtte herfor oplyst, at hans [familiemedlem A] var en del af kartellet, men var endt i et gældsforhold til dem. [Familiemedlemmet A] havde taget omkring [0-100 kg euforiserende stoffer] fra kartellet, og da de opdagede dette, slog de [familiemedlemmet A] ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at efter han og [familiemedlem B] havde besøgt [familiemedlemmer C og D] i Cuba i 2004, var [familiemedlemmer C og D], kort efter ansøgeren og [familiemedlem B’s] udrejse, blevet opsøgt af personer fra kartellet, der havde efterspurgt ansøgeren og oplyst, at de ville slå ham ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han frygter dobbeltstraf, idet han frygter, at de cubanske myndigheder vil strafforfølge ham for den kriminalitet, han har begået og er idømt straf for i Danmark, ligesom han frygter, at de cubanske myndigheder vil anse ansøgeren som en spion. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund henset til, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold i asylmotivet. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgeren også for Flygtningenævnet har forklaret divergerende og udbyggende om den angivelige konflikt mellem [narkokartellet A] og hans [familiemedlem A], der skulle have ført til drabet af [familiemedlem A] omkring [1993-1998]. Det fremgår således af sagens akter, at ansøgerens [familiemedlem B] rejste fra Cuba til Danmark [i foråret] 1997 i forbindelse med, at hun blev gift med en dansk mand, men ansøgeren har ikke kunne svare nærmere på, hvor ansøgeren boede efter [familiemedlem B’s] udrejse, indtil ansøgeren blev familiesammenført med hende [i sommeren] 2000. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at han i disse år boede hos [familiemedlem B’s] veninde bortset fra en kortere periode på cirka en måned, hvor han boede hos [familiemedlem C og D]. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret for Udlændingestyrelsen, at han har boet hos [familiemedlem B’s] veninde i perioden på trods af, at der var tale om en periode på flere år. Han har derimod flere gange forklaret, at han boede hos [familiemedlem C og D]. Han har derudover for Flygtningenævnet forklaret, at [narkokartellet A] krævede, at [familiemedlem B] skulle betale penge til dem for, at de skulle holde sig væk. Ansøgerens [familiemedlem B] havde på tidspunktet for ferien i Cuba i 2004 betalt omkring [0-50.000 kr.], men det kunne hun ikke mere. Det har ansøgeren ikke forklaret om tidligere for Udlændingestyrelsen på trods af, at han flere gange er blevet direkte adspurgt om, hvordan og hvornår [narkokartellet A] skulle have efterstræbt ham. Flygtningenævnet finder derfor, at asylmotivet fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker derudover, at selv hvis ansøgerens [familiemedlem A] blev dræbt af [narkokartellet A] omkring [1993-1998], finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på denne baggrund skulle være individuelt forfulgt så mange år efter, og at han ved en tilbagevenden til Cuba vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har gjort gældende, at han frygter at blive straffet for de samme forhold i Cuba, som han allerede er dømt for i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ikke indeholder et forbud mod dobbeltstraf i sig selv. Dobbeltstraf vil således alene være i strid med konventionen, hvis den forventede straf må anses for umenneskelig eller nedværdigende. Selve risikoen for at blive idømt dobbeltstraf ved en tilbagevenden til hjemlandet er således ikke i sig selv relevant for den asylretlige vurdering, som foretages af Flygtningenævnet. Derimod vil karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet, i det konkrete tilfælde kunne være af asylretlig relevans. Flygtningenævnet skal således i sager, hvor ansøgeren er udvist ved dom, alene tage stilling til, om udlændingen ved udsendelse til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, herunder om udlændingen i forbindelse med en eventuel strafafsoning i hjemlandet er i reel risiko for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ifølge en rapport fra de canadiske asylmyndigheder fra 2016 afhænger behandlingen af personer, der har søgt asyl i udlandet og er vendt hjem til Cuba, af deres opførsel i Cuba før udrejsen. Hvis de var lovlydige borgere, bliver den returnerede sandsynligvis ikke forfulgt. Hvis den hjemvendte derimod havde begået en forbrydelse forud for udrejsen, vil pågældende med stor sandsynlighed blive fængslet (IRB 2016, kilde 2). Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han risikerer at blive straffet i Cuba for de forhold, han er blevet dømt for i Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående heller ikke, at der er grundlag for at antage, at de cubanske myndigheder vil anse ansøgeren som en spion på baggrund af, at ansøgeren har boet i Danmark siden [sommeren] 2000. Den omstændighed, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han i 2013 blev diagnosticeret med [diagnose], kan ikke føre til en anden afgørelse. Ansøgeren har både for [landsretten] og for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke [har diagnosen], men at han tager [medicin for diagnosen] for at kunne slappe af og sove. Ansøgeren er heller ikke ved nogen af sine tidligere straffedomme fundet omfattet af straffelovens § 16. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan henvise til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, således som denne bestemmelse blev affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. L 152 af 18. februar 2002, bemærkningerne til § 1, nr. 1), at sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende socioøkonomiske omstændigheder ikke kan begrunde beskyttelsesstatus, men at der i ganske særlige sager i stedet vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. Kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, henhører således under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som har kompetencen til at behandle sager, hvori der er ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet bemærker, at helbredsmæssige forhold i særlige tilfælde kan tillægges betydning ved vurdering af, hvorvidt en asylansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der foreligger oplysninger om, at ansøgeren som følge af særlige helbredsmæssige forhold eller sammenholdt med andre faktorer risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Cuba. Socioøkonomiske forhold er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cuba vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cuba vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1 eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at ansøgeren kan udsendes til Cuba. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Cuba/2025/1/obc
