Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren allerede havde opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag indrejste klageren i Tyskland i [sommeren] 2017 og indgav ansøgning om asyl [senere i sommeren] 2017. Klageren blev [i vinteren 2017/2018] meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland, som udløb [i efteråret] 2024. [I foråret] 2023 blev klageren meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af [familiesammenføringsreglerne], og [i foråret] 2023 indrejste han i Danmark. Klagerens opholdstilladelse er senest forlænget [i vinteren 2023/2024] med gyldighed til [foråret] 2026. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren i Tyskland har haft subsidiær beskyttelse, men hvor klageren i Danmark har haft gyldig opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring siden [foråret] 2023, ikke grundlag for at afvise at behandle hans sag. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tysk/2025/1/CARA
