Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber af palæstinensisk herkomst og muslim fra [by], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive mishandlet, slået ihjel og fængslet af en ukendt gruppe personer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at konflikten begyndte i [vinteren] 2018, da han udlånte sin telefon til en mand, han kun kendte fjernt. Nogle dage senere modtog han et opkald fra en ukendt kvinde, som truede med at slå ham ihjel eller få ham fængslet. Ansøgeren har videre oplyst, at han kort efter blev overfaldet på vej hjem fra [sted] af en gruppe ukendte personer, som [beskrivelse af overfald]. Overfaldene blev filmet, og personerne sagde, det skulle lære ham hvordan han næste gang skal tale med kvinder. Kort tid efter blev han overfaldet igen af nogle af de samme personer og yderligere personer, hvor han blev [beskrivelse af overfald], hvilket medførte, at han tog på sygehuset. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at gruppen har optaget billeder og videoer af et overgreb, muligvis til brug for yderligere trusler, og at videoerne blev vist til ham under overfaldet. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han i [2019/2020] blev [gerningsbeskrivelse] af ukendte personer, som slog ham med [genstande], og at han efterfølgende blev indlagt på hospitalet i [antal] uger. Ansøgeren har som bevis herfor fremlagt en lægeudskrift fra [vinteren] 2019, der dokumenterer behandlingen af skader. Ansøgeren har umiddelbart inden mødet i Flygtningenævnet fremsendt to fotografier af en håndskreven og udateret erklæring fra [klinik]. Erklæringen i sin helhed fremgår ikke af det fremsendte. Af erklæringen fremgår blandt andet, at ansøgeren besøgte klinikken [i vinteren] 2020 blandt andet på grund af [skader]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet yderligere oplyst, at han har været udsat for flere seksuelle overgreb i forbindelse med episoderne med gruppen, og at seneste seksuelle overgreb fandt sted i [2019/2020]. Ansøgeren har tillige oplyst, at jordanske myndigheder på grund af Covid-19 lukkede ansøgerens [arbejdsplads], hvorefter han måtte [arbejde] i disses private hjem, og at det var i den forbindelse, at han blev udsat for seksuelle overgreb. Ansøgeren har videre oplyst, at den sidste alvorlige trussel skete i [2020/2021], hvor han blev [gerningsbeskrivelse]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han herefter opholdt sig hjemme frem til sin udrejse fra Jordan i [sommeren] 2024. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han i en periode på 4 år forud for sin udrejse ikke selv blev opsøgt af gruppen. Ansøgeren har derudover forklaret, at hans familie på bopælen blev opsøgt efter ansøgerens udrejse af Jordan. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter overgreb på baggrund af sin palæstinensiske herkomst. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han før har oplevet konflikter på baggrund af sin palæstinensiske herkomst, og at jordanerne undertrykker palæstinenserne, idet de er racister og skaber konflikter. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en gruppe ukendte personer i Jordan. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2025. Ansøgers forklaring om sin angivelige konflikt har således fremstået upræcis, usammenhængende og ikke overbevisende. Ansøgeren har således ikke kunne forklare konkret og overbevisende om baggrunden for at en ukendt kvinde telefonisk skulle have truet med at slå ansøgeren ihjel, eller om sammenhængen mellem denne kvinde og en konflikt med en gruppe af ukendte personer, om hvorfor denne gruppe igennem flere år skulle eftersøge ansøgeren og true denne med at slå ham ihjel, uden at ansøgeren på noget tidspunkt var klar over, hvem de er og hvorfor de efterstræbte ham. Ansøgeren har ikke før sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst om seksuelle overgreb i forbindelse med de episoder, hvor han af en gruppe blev udsat for vold og mishandling. Ansøgerens forklaring herom fremstår ikke sammenhængende og overbevisende, navnlig med hensyn til tidsforløbet. Det fremstår således usandsynligt, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med en gruppe henset til, at han i en periode på 4 år forud for sin udrejse ikke selv har været opsøgt. Ansøgerens forklaring om, at han hele tiden opholdt sig i huset, om biler, der bremsede hårdt op udenfor huset og om personer, der kiggede ondt mod huset kan ikke føre til en anden vurdering, idet det må bero på ansøgers egen formodning, at dette har nogen sammenhæng med de personer, ansøger har forklaret skulle have udsat ham for seksuelle overgreb. Endvidere fremstår det usammenhængende og ikke overbevisende, at ansøgeren flere gange er vendt tilbage til [by] og har opholdt sig her i en årrække på trods af, at ansøgeren her flere gange skulle være blevet overfaldet og at ansøgeren ikke har søgt myndighedernes beskyttelse. Endvidere kan den fremlagte lægejournal, bilag [x], ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at journalen er udateret og efter sit indhold ikke understøtter ansøgerens forklaring. Journalen fremstår endvidere ufuldstændig, idet 1. og 2. del ikke hænger sammen, men fremstår som om noget er udeladt. Det findes i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren skulle have henvendt sig på lægeklinikken [i vinteren] 2020 vedrørende skaderne sket i forbindelse med et overgreb i [2019/2020]. Endelig kan den fremsendte video af skader på ansøgerens forældres hus ikke føre til en anden vurdering, idet årsagen til disse skader ikke fremgår og videoen ikke dokumenterer, at skaderne skyldes hærværk fra de ukendte personer, der skulle efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen som følge af ansøgerens på nævnsmødet afgivne forklaring om seksuelle overgreb. Der er herved henset til, at Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, har afvist ansøgeren forklaring om en konflikt med en gruppe ukendte personer. De generelle forhold for palæstinensere i Jordan kan efter det foreliggende ikke begrunde, at ansøgeren skal meddeles asyl. Det bemærkes herved tillige, at ansøgeren er jordansk statsborger. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: Jord/2025/7/MPC