Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han under asylprocessen i Tyskland aldrig har fået juridisk bistand, og at han har oplevet, at hans sag blev behandlet overfladisk, samt at han som følge af en særlig indkvartering i ”karantæne” ikke havde mulighed for at klage over de tyske myndigheders afgørelse om afslag, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen samt inkorporeret Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne i sin nationale asyllovgivning og direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning). På denne baggrund, og henset til Dublinforordningens princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, kan klagerens opfattelse af mangler i asylprocessen ikke i sig selv føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærker hertil, at der ikke foreligger oplysninger, der giver anledning til at antage, at der i Tysklands asylprocedure består sådanne systemfejl som omhandlet i Dublinforordningens artikel 3. Angående det af klageren oplyste om, at han i Tyskland har en konflikt med et antal ukendte [nationalitet] personer, bemærker Flygtningenævnet, at det af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg fremgår, at klageren har oplyst, at han ikke har meldt forholdet til politiet, da han ikke mente, at han havde tilstrækkelige beviser. Klageren må på denne baggrund henvises til at rette henvendelse til det tyske politi, der må antages at have både viljen og evnen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Tysk/2025/38/Sael
