dub-tysk202536

Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens unge alder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er registreret som asylansøger i Tyskland [i foråret] 2024, og at klageren herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren]2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2025 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2025 vedrørende klagerens alder, hvorved klagerens fødselsdato blev registreret som [dato i efteråret] 2006. Da klageren således er over 18 år, er han ikke omfattet af anvendelsesområdet for Dublinforordningens artikel 8, stk. 4. Det, der er anført om klagerens alder, kan derfor ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Det forhold, at klageren er ung, og at han efter det oplyste kun har været i Tyskland i én dag, kan ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” 
Dub-Tysk/2025/36/CARA