Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at, Danmark er ansvarlige for behandlingen af asylsagen, da Udlændingestyrelsen ikke har registreret klageren i EURODAC, samt opdateret SIS og EURODAC, da klagerens beskyttelsesstatus blev ophævet, samt at det er i strid med forvaltningslovens § 19 om partshøring, at Udlændingestyrelsen ikke forinden afgørelsen om overførsel har partshørt klageren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har påstået Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2025 ophævet, således at han ikke overføres til Sverige. Klageren har til støtte herfor anført navnlig, at de danske udlændingemyndigheder ikke har levet op til forpligtelserne efter Eurodac-forordningen og Dublinforordningen, da det ikke har været synligt for andre landes myndigheder, at klageren har fået behandlet sin asylsag i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke kan anses at have bestået en forpligtelse efter de anførte EU-regelsæt eller i øvrigt for de danske udlændingemyndigheder til senest i forlængelse af Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren 2013/2014] at registrere, at klageren havde fået sin sag om udsendelse behandlet i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsens anmodning [fra foråret] 2025 til de svenske myndigheder indeholder oplysninger om bl.a., at klageren tidligere har haft opholdstilladelse (beskyttelsesstatus) i Danmark, og at Flygtningenævnet [i vinteren 2013/2014] – i forlængelse af en dom, hvorved klageren var blevet udvist af Danmark – stadfæstede en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om, at klageren kunne udsendes til [land]. Klageren har subsidiært påstået sagen hjemvist til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet behandling af sagen. Til støtte herfor har klageren anført navnlig, at Udlændingestyrelsen har forsømt at oplyse sagen tilstrækkeligt, herunder ved partshøring af klager. Sagen er i Flygtningenævnet behandlet i et mundtligt nævnsmøde, hvorunder klageren har afgivet forklaring. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring er fremstået uden nogen stringens og på ikke uvæsentlige punkter divergerende, herunder om hvornår og hvor hans mor døde. Flygtningenævnet finder, at selv hvis klagerens forklaring lægges til grund, skal han overføres til Sverige. Således har klageren forklaret, at han – efter han i 2015 søgte om asyl i Sverige, og der fik færdigbehandlet sagen – har været udrejst til [land] i 45 dage i 2016 med henblik på at begrave sin mor, og at han derfra fløj direkte til Sverige, hvor han i lufthavnen i Stockholm på ny søgte om asyl i Sverige. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for i medfør af Dublinforordningens artikel 17 at beslutte at behandle ansøgningen om international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder – hvor Udlændingestyrelsens afgørelse efter det anførte skal stadfæstes – ikke anledning til at forholde sig til, om Udlændingestyrelsen i fuldt fornødent omfang har sikret oplysning af sagen, herunder ved en nærmere høring af klager, jf. den generelle forpligtelse, der følger af officialprincippet, jf. herved forvaltningslovens § 19 samt artikel 41 i EU´s Charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2025.
Løbenummer: Dub-Sver/2025/30/clu
