Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en klager fra Syrien, ifølge hvilken den pågældende var registreret med fødedato i efteråret 2005. Indrejst i 2024. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren havde oplyst at være født den samme dato i efteråret 2007.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Det påhviler således en udlænding, der ansøger om opholdstilladelse, at sandsynliggøre, at den identitet eller fødselsdato, som ønskes registreret, er korrekt. Det følger endvidere af udlændingelovens § 40 c, stk. 2, at politiet og Udlændingestyrelsen kan kræve, at en uledsaget udlænding, der oplyser at være under 18 år, medvirker til en lægelig undersøgelse med henblik på at fastslå udlændingens alder. En aldersvurdering bygger på objektive fund, men er undergivet en vis usikkerhed. Sandsynligheden for den ved vurderingen fundne alder må derfor tages i betragtning sammen med de i øvrigt foreliggende beviser ved den samlede bevisbedømmelse. Den mest sandsynlige alder vil i vurderingen ofte angives med et spænd på flere år. Det vil som udgangspunkt være den yngste alder, der lægges til grund, og fødselsdatoen fastsættes herefter som udgangspunkt som den af klageren oplyste fødselsdato og som fødselsår svarende til den yngste alder. Rapporten af [efteråret] 2024 fra Retsmedicinsk Institut udarbejdet på baggrund af aldersundersøgelsen [i efteråret] 2024 konkluderer, at du mest sandsynligt må antages at have været 19 år på undersøgelsestidspunktet. Det bemærkes herved, at du ved den odontologiske undersøgelse er vurderet til at være 19 år, samt at du ved røntgenbillede af din hånd er vurderet til at være 19 år eller derover. Endvidere har Udlændingestyrelsen vurderet, at du fremstår ældre end den alder, du selv har oplyst. Du har i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af din sag fremlagt dokumenter i form af et syrisk ID-kort, billeder af din familiebog samt skolepapirer, og af dokumenterne fremgår, at du er er født den [dato i efteråret] 2007. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at dokumenter udstedt af de syriske myndigheder alene kan tillægges meget begrænset vægt. Nævnet her herved lagt vægt på, at det af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Documents and freedom of movement in North and East Syria (NES), udgivet i september 2024, fremgår, at forfalskning af dokumenter er et udbredt problem i alle regioner i Syrien, hvilket i høj grad kan tilskrives den syriske regerings tab af kontrol i adskillige områder under konflikten, og gennemgående korruption, hvilket er udbredt i den syriske offentlige sektor. Det er videre anført i rapporten, at ifølge Transparency Internationals Corruption Perceptions Index 2023 er Syrien det tredjemest korrupte land i verden. Disse oplysninger er endvidere understøttet i flere tidligere rapporter, herunder en rapport udarbejdet af det nederlandske udenrigsministerium, Country of Origin Information report Syria, fra juni 2021, hvor det fremgår at forfalskning af dokumenter i Syrien sker på forskellige måder, herunder ved forfalskning af ægte dokumenter, samt Landinfos temanotat, Syria: Identitetsdokumenter og pass, fra september 2022, hvoraf bl.a. fremgår, at det siden borgerkrigens begyndelse i øget grad har været muligt at få udstedt falske dokumenter og dokumenter med urigtige oplysninger. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge den i dokumenterne angivne fødselsdato til grund. Under henvisning til baggrundsoplysninger kan det endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at National ID-center har vurderet, at dit syriske ID-kort sandsynligvis er ægte. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst, at du udviklede dig hurtigt rent kropsligt og derfor er stor af kropsbygning i forhold til din alder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på konklusionen i aldersundersøgelsen foretaget af Retsmedicinsk Institut. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge din forklaring til grund om, at du er født den [dato i efteråret] 2007. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024. Du vil derfor fortsat være registreret med fødselsdato den [samme dato i efteråret] 2005.”
Løbenummer: alder/2025/12/sahe